Sov i haven:

Opdagede tyv hos naboen

Flere indbrud i Egedal i weekenden

Af
Finn Due Larsen

Finn Due Larsen

En beboer på Marktoften i Ganløse var opmærksom, da der var indbrud hos naboen natten til søndag.

Han har til politiet forklaret, at han sov i et telt i sin have, da han ved 04-tiden om morgenen opdagede at der var et åbentstående vindue hos naboen.

Han så to mænd komme løbende ud gennem naboens have. De havde brudt et vindue op, og havde snuppet en cykel, som var blevet smidt igen.

Derudover er der ikke anmeldt noget stjålet. Politiet gætter på, at man er blevet overrasket over at være opdaget og er stukket af igen.

Der er et signalement af den ene: En mand, der er 180-185 centimeter høj, han var iført en sort jakke og sorte bukser, og der var en hvid hætte ved nakken, som gik hen over jakken.

Flere indbrud

Der var også indbrud andre steder i Egedal i weekenden. På Byåsen i Ganløse er nogen natten til søndag kommet ind via et vindue, der var opbrudt med et koben.

Hele huset er blevet gennemrodet, og der er stjålet en cykelcomputer af mærket Garmin, smykker, mobiltelefon, rygsæk, deodoranter og gamle pengesedler.

På Bellisvej og Glentevej i Ølstykke er der også meldt om indbrud. Politiet har endnu ikke overblik over hvad der er stjålet.

Publiceret 14 May 2018 11:06

Lokalavisen Egedal nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Egedal
SENESTE TV