Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

16-årig falsk politimand afpressede multihandicappet

Betalte 27.000 kroner til svindlere - nu er 18-årig pige fra Egedal anholdt og sigtet

På tre måneder gik et bekendtskab mellem en 38-årig, multihandicappet mand og en 18-årig pige fra at være perifært til at være et decideret mareridt for den handicappede mand.

Efter de to mødte hinanden i begyndelsen af oktober, bad pigen nemlig flere gange manden om mindre lån til buskort og andre småting.

Men da manden gerne ville have pengene tilbage, skete der noget helt andet:

“Sammen med en 16-årig dreng har pigen efter vores opfattelse i samarbejde med en 16-årig dreng afpresset manden for et belkøb på 27.000 kroner. Det er sket ved, at drengen har oprettet en falsk profil på blandt andet Facebook, hvor han udgav sig for at være politimand, og truede med at sprede voldsomt æreskrænkende oplysninger om den handicappede mand. For nylig blev det for meget for ham, og han meldte det,” oplyser Henrik Laugesen fra Nordsjællands Politi.

Pigen blev anholdt og sigtet tirsdag, men nægter at udtale sig i sagen. Drengen kan ligeledes vente sig en sigtelse; dels for afpresning og dels for at have udgivet sig for at være betjent:

“Det er desværre noget, vi ser oftere og oftere, at man ikke har nogen nedre grænse for, hvem og hvordan man finder på at afpresse folk. Vi kan også se, at afpresningen først stopper, når ofrene enten er helt malkede for kontanter, eller når politiet går ind i sagen - og da har de ofte fået store beløb ud af ofrene. Så det er vigtigt, at man hurtigst muligt melder det, hvis man bliver udsat for det her, for det stopper ikke af sig selv,” siger Henrik Laugesen.

Publiceret: 22. December 2017 09:56

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Egedal