Her ved skaterbanen i Smørum kommer der virkelig gang i den 2. juni, lover Daniel Uweis, 16-årig festival-arrangør. Foto: due.
Her ved skaterbanen i Smørum kommer der virkelig gang i den 2. juni, lover Daniel Uweis, 16-årig festival-arrangør. Foto: due.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

16-årig fik en idé: Nu skal der være skaterfestival i Smørum

“The Sound of Skate” bliver en dag i juni med masser af skating og musik, fortæller Daniel, ung festival-arrangør

Der sker for lidt for de unge i Smørum og Egedal, hører man tit.

Sådan havde Daniel Uweis det også. Han syntes ikke rigtigt kommunen tog aldersgruppen alvorligt. Men i stedet for at beklage sig over det, gik han selv i gang.

Den kun 16-årige elev på Boesagerskolen fik sidste år en idé. Ligesom andre unge i området tager han sig tit en tur på skaterbanen mellem hallen og Kulturhuset, og tænkte at det der med at skate - det må kunne blive til noget endnu mere og større.

“Jeg så nogle Skate Rock-videoer på nettet, hvor de både skater og spiller musik, og tænkte at det kunne være fedt at få hertil”, siger han.

Så gik Daniel i gang. Han fik opbakning fra Ung Egedal:

“Projektværkstedet ville gerne hjælpe, der var to derfra, og så voksede det langsomt til en hel gruppe”, fortæller han.

Skaterbanen i træ ved Kulturhuset trængte til en kærlig hånd, blev de enige om, og så gik de i gang med at rive den ned - og bygge en ny bane i beton i stedet for.

Kikkerten er nu sat til den 2. juni, hvor unge, ikke kun fra Smørum eller Egedal, men meget gerne længere væk fra, inviteres til “The Sound of Skate”, som arrangørerne har kaldt det.

“Til festivalen kommer der til at være scener med en masse musik og nogle Skateboard turneringer”, forklarer Daniel Uweis ivrigt.

“Alle er velkommen i turneringen. Man skal melde sig til ved en base, hvis man vil være med, så man kan få taget billede og får skrevet sit navn ned.”

Men alle er selvfølgelig velkomne til at se på og få stemningen op og køre, understreger han med et stort smil.

“Der bliver selvfølgelig også givet præmier til vinderne og kastet med nogle skateboards og skategear ud til publikum, Så alle har en chance for at få noget.”

Derudover kommer der en masse bands som spiller på festivalen. Det er bands, som indtil videre er hemmeligholdte, men med den unge arrangørs ord er “på punktet til at blive de næste store rockbands her i verden”.

Som nævnt afholdes Sound of Skate den 2. juni, men Daniel er allerede begyndt at se længere frem. Mod 2019:

“Festivalen i år bliver et pilotprojekt. Vi holder det lidt afslappet, og håber det bliver godt modtaget. Så håber vi at kunne udvikle det til 2019, hvor det gerne må blive meget stort. Der håber vi at få nogle flere sponsorer og fonde, for eksempel Tuborgfonden”, siger Daniel Uweis, der forestiller sig op mod et par tusinde gæster i området ved Kulturhuset.

For at nå det mål kræver det selvsagt andre unge end de lokale. Så et PR-arbejde er allerede godt i gang på Facebook og med plakater hængt op i København.

Der er med andre nok af knokle-arbejde forude for en elev i 9. klasse, der også har eksaminer i kikkerten. Men det tager han cool:

“Vi er mange der hjælpes. Men det er mig, der har hovedansvaret”, siger han med et beskedent smil.

Publiceret: 08. Februar 2018 05:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Egedal