Forskningscenter søger familier:

Vær med i forsøg om sundt brød

Sundheds-projekt skal teste brød med lavt saltindhold

Af
Finn Due Larsen

Finn Due Larsen

Spiser I meget brød i familien? Kunne I godt tænke jer at hjælpe forskningen ved at ændre brødvaner?

Så var det måske noget at melde familien til et nyt sundheds-projekt, “Brød og sundhed”, som Rigshospitalet i Glostrup har stablet på benene i samarbejde med Egedal og Ballerup kommuner.

Sundhedsplejerskerne i Egedal Kommune er allerede gået i gang med at rekruttere deltagere til Brød og Sundhed via skoleintra og daginstitutions-intra. Her opfordres familier til at melde sig.

I Egedal Kommune er Smørum Konditori også med i projektet, der handler om at sætte fokus på brød med lavt saltindhold.

Hent gratis brød

Baggrunden er, at vi danskene spiser alt for meget salt, langt størstedelen igennem fødevarer som kødpålæg og brød. Men hvad betyder det for helbreddet, hvis vi gradvist spiser mindre salt over tid?

Det er det “Brød og sundhed” vil teste. 120 familier er i kikkerten til at være med i Egedal og Ballerup.

Tilmelder man hele familien, betyder det at man i forsøgsperioden fra uge 10 til 26 kan hente gratis franskbrød, rugbrød og boller i Smørum Konditori. Derudover skal familien deltage i nogle helbredsundersøgelser, føre kostdagbog og afgive urinprøver. Hvis hele familien gennemfører forløbet, vanker der en biograftur for alle som præmie.

Salt en vanesag

“Forsøget gennemføres ved, at nogle får udleveret brød med normalt saltindhold, nogle med lavt saltindhold. Man er så på enten det blå eller røde hold, og man får ikke at vide hvilken slags brød farven er lig med, før forsøget er slut”, siger Kirsten Schroll Bjørnsbo fra Center for Klinisk Forskning & Forebyggelse på Rigshospitalet i Glostrup.

For konditoriet venter der en del ekstraarbejde, men man er klar på opgaven:

“Vi skal måske op at bage for 120 familier, og brødene skal deles op i flere kategorier. Men det er en spændende udfordring, vi ser meget frem til”, siger Peter Baden-Nielsen fra Smørum Konditori.

Han bakker op om projektets idé om at vi skal spise brød med mindre salt i:

“Det er jo typisk en vanesag. Tendensen er gået i retning af meget salt, ikke kun i brød. Selv om der spises brød med mindre salt, så har vi jo også en vane med at spise smør og andre produkter med meget salt i.”

Som nævnt efterlyses der 120 familier i alt, og indtil nu har 40 tilmeldt sig, siger Kirsten Schroll Bjørnsbo.

Hun håber derfor, at mange flere vil være med. Interesserede kan tilmelde sig eller få mere information om projektet på telefon 38 63 32 60, eller mail broed.rigshospitalet@regionh.dk.

Publiceret 01 February 2018 00:00

Lokalavisen Egedal nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Egedal
SENESTE TV