En ny dobbeltrettet supercykelsti skal forbinde Stenløse og Jyllinge. Dermed får borgerne i begge kommuner opfyldt et stort ønske. Modelfoto

En ny dobbeltrettet supercykelsti skal forbinde Stenløse og Jyllinge. Dermed får borgerne i begge kommuner opfyldt et stort ønske. Modelfoto

Grønt lys fra byrådet i Egedal:

Nu kommer der en ny supercykelsti mellem Stenløse og Jyllinge

En ny og 7 km. lang supercykelsti fra Stenløse Station til rundkørslen ved Jyllinge Parkvej står klar til december. Cykel-projektet koster Egedal Kommune 6,5 mio. kroner

Af
Kenneth Tanzer

Kenneth Tanzer

Der er godt nyt til de cykelglade i Egedal og Roskilde Kommune.

En ny og 7 kilometer lang supercykelsti fra Stenløse til Jyllinge står nemlig klar til brug i slutningen af året.

Det ligger fast efter onsdagens byrådsmøde i Egedal, hvor politikerne sagde ja til at frigive 10 mio. kr. til anlægsprojektet, hvoraf de 40 procent er finansieret af en bevilling fra Supercykelstipuljen i Vejdirektoratet.

Dermed udgør de samlede anlægsudgifter for Egedal Kommune 6,47 mio. k., der udover asfalt går til alt fra landinspektør til belysning og skiltning.

Udsigten til den nye supercykelsti, som kommer til at gå under navnet “Jyllingeruten”, bliver også mødt med glæde hos Bo Vesth (V), formand for Teknik- og Miljøudvalget i Egedal Kommune.

“Denne Supercykelsti har længe stået højt på ønskesedlen hos borgerne i Egedal, de erhvervsdrivende og ansatte i Værebro Erhvervsområde. Krogholmvej har nemlig i mange år været en meget ubehagelig strækning at cykle på ude mellem bilerne, så det bliver godt af få fjernet denne 'sorte plet' på vores cykelkort. Nu får cyklisterne deres helt egen trafiksikre Supercykelsti, der kobler Værebro og Jyllinge på både S-togsnettet og resten af det regionale net af Supercykelstier,” siger Bo Vesth.

Halvdelen af “Jyllingeruten” bliver anlagt som en ny dobbeltrettet cykelsti, der vil forbinde Stenløse Station og Jyllingecentret.

Ruten strækker sig nemlig fra Stenløse Station og forløber langs Krogholmvej, inden den krydser Roskildevej og fortsætter ad Skatskærvej i Værebro Erhvervsområde frem til Værebrovej. Herfra går stien ad Værebrovej forbi Tangbjerg og ind i Jyllinge, hvor den fortsætter frem til rundkørslen ved Jyllinge Parkvej.

Publiceret 01 February 2018 00:00

SENESTE TV