SF vil se ændringer:

Trafikken i Ledøje og Smørum skal forbedres

Står det til SF i Egedal, så får kommunen hurtigst muligt rettet op på den kollektive trafik i Ledøje og Smørum, hvor især nedlæggelsen af Linje 159 har skabt udfordringer

Af
Kenneth Tanzer

Hos SF i Egedal er man alt andet end tilfredse med den nuværende kollektive trafik i Ledøje og Smørum.

Faktisk er partiet med byrådsmedlem Jens Skov i spidsen så opsatte på trafikale forbedringer, at man onsdag aften havde bragt sagen på byrådets dagsorden.

Her fik Jens Skov sit ønske opfyldt om at sagen sendes “til behandling” i kommunens Teknik - og Miljøudvalg.

“For os har denne sag været et valgløfte, og derfor tager vi den op i håb om forbedringer,” sagde Jens Skov på byrådsmødet, hvor han ikke lagde skjul på sine frustrationer med den trafikale situation i Ledøje og Smørum.

“Sidste sommer blev Linje 159 nedlagt som følge af omlægningen af skolebusserne og den normale Movia-bestilling. I stedet fik man i Smørum og Ledøje Linje 163 og Linje 216, som skulle tage sig af skolebørnene, men ændringerne har medført en række uhensigtsmæssigheder. Mulighederne for at komme fra det sydlige Smørum på strækningen langs Flodvej og Råbrovej er betydeligt begrænset i forhold til tidligere med Linje 159. Det gælder både om morgenen i myldretiden, men også om aftenen, hvor Linje 216 har to timers-drift med sidste afgang fra Ballerup kl. 21.00,” lød det fra Jens Skov.

Det er nu hans håb, at Teknik - og Miljøudvalget vil udvide køreplanen, så der er flere afgange med et mere varieret minuttal - blandt andet ønskes en udvidelse Linje 163.

“Det er vores ønske, at udvalget vil kigge seriøst på det her og finde de nødvendige midler, så den kollektive trafik kan forbedres,” sagde Jens Skov.

Skal ses som en helhed

De øvrige byrådspartier bakkede op om at rulle sagen tilbage til Teknik- og Miljøudvalget, men de gjorde det også klart, at den kollektive trafik skal ses som en helhed.

“Vi får ikke en bedre sammenhængende kollektiv trafik med dette forslag,” sagde Bo Vesth (V), mens Socialdemokraternes Ib Sørensen helst vil se på trafikken i et helikopter-perspektiv.

“Vi skal forsøge at tage det lange lys på og undgå hovsaløsninger. Den kollektive trafik skal ses som en helhed,” sagde Ib Sørensen, inden Niels Lindhardt Johansen fra de Konservative tog ordet.

“Denne udvikling i Smørum er præcis som frygtet og årsagen til vores modstand mod omlægningen. Det er fint at kigge på det her i en samlet pakke, men hvis der er vilje til at forbedre det hul, som vi selv har skabt, så skal udvalget kigge på det,” sagde Niels Lindhardt Johansen.

Publiceret 02 February 2018 00:00

Lokalavisen Egedal nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Egedal
SENESTE TV