Byrådsmedlemmers fremmøde under lup

Økonomiudvalget i Egedal Kommune skal tage stilling til, om byrådsmedlemmernes fremmøde og fravær skal offentliggøres

Af
Kenneth Tanzer

Når økonomiudvalget i Egedal Kommune mødes senere på måneden, så vil en sag om byrådsmedlemmernes fremmøde og fravær være på dagsordenen.

Det står klart efter det seneste byrådsmøde, hvor sagen var fremlagt af byrådsmedlemmerne Carina Buurskov (V) og Charlotte Haagendrup (C).

De har nemlig i fællesskab stillet det forslag, at de lokale medlemmers fremmøde og fravær ved byrådsmøder- og udvalgsmøder skal offentliggøres i oversigtsform på kommunens hjemmeside.

“Vi har mange møder, der trækker meget store veksler på job og privatliv, men vi har allesammen valgt at stille os til rådighed. Borgerne har vist os tillid, og den tillid skal vi gøre vores bedste for at leve op til. Derfor finder jeg det kun rimeligt, at borgerne kan se vores fremmøde. Der kan altid være afbud til et møde, men det handler om at vise åbenhed,” sagde Carina Buurskov på byrådsmødet, hvor hun fik opbakning fra Charlotte Haagendrup.

Oplyser allerede vederlag

“Vi oplyser allerede vores vederlag. Det kan borgerne se, så det er også kun rimeligt at de kan se, hvilke møder vi deltager i,” lød det fra Charlotte Haagendrup.

Forslaget medførte en mindre debat, men det blev generelt positivt modtaget blandt de øvrige byrådsmedlemmer.

“Det er en fin ide, men vi deltager i mange møder - ikke blot byråds- og udvalgsmøder, så vi skal finde ud, hvilke møder, der skal fremgå i en oversigtsform,” lød det fra Ole Hovøre (V), inden Helle Anna Elisabeth Nielsen (B) tog ordet.

“Det er et fornuftigt forslag, som vi kun kan tilslutte os, da mere åbenhed er et stort ønske i vores parti,” sagde det nytiltrådte byrådsmedlem.

Hun ønskede, at forslaget tages op på det kommende seminar, men flertallet pegede i stedet på en behandling i økonomiudvalget.

Publiceret 07 February 2018 06:00

Lokalavisen Egedal nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Egedal
SENESTE TV