Jagter lys og næring:

Nu fældes der træer i Slagslunde Skov

Naturstyrelsen vil i de kommende uger fælde rigtig mange træer i Slagslunde Skov. Det skaber en “stærk” skov

I de kommende mange uger skal der fælles træer i Slagslunde Skov. Skovfoged Jens Bjarke Hansen fra Naturstyrelsen forklarer:

”Der er mest tale om udtynding af halvstore træer, så der bliver plads til, at de blivende træer får lys og næring og derfor kan vokse sig rigtig store. Udtyndingen er dermed med til at sikre, at bevoksningerne udvikler sig til store, sunde og harmoniske træer!”

Et enkelt sted, vil der dog være tale om, at alle træerne i området bliver fældet, da der er tale om nåletræer, som nu er blevet ustabile. Ved storm er der stor risiko for, at de alle vælter. Ligeledes er træerne også modtagelige for insektangreb. Området vil efter fældningen blive overladt til naturlig tilgroning, og det vil derfor blive et eldorado for fugle og andre dyr.

Store maskiner

Det er mægtige maskiner, der udfører arbejdet, og det kan se voldsomt ud, når sådan en maskine arbejder sig frem og fælder træer. Senere kommer endnu en maskine, som samler træet sammen, og kører det ud til skovvejene. Efter fældningen bliver træet savet op i mindre stykker, alt efter om det skal blive til gulve, brænde eller noget helt tredje.

”En del af træet bliver endda eksporteret til blandt andet Kina, og det er derved med til at sikre vores fælles økonomi,” Uddyber Jens Bjarke Hansen.

Publiceret 12 February 2018 00:00

Lokalavisen Egedal nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Egedal
SENESTE TV