Der er et godt stykke mellem den danske og den internationale top, når det handler om at løbe på rulleskøjter. Victoria Runge træner derfor for tiden intenst på at kunne gennemføre et triblespring - altså tre vertikale omdrejninger i ét hop - som er standardrepertoire hos mange af hendes udenlandske konkurrenter.

Der er et godt stykke mellem den danske og den internationale top, når det handler om at løbe på rulleskøjter. Victoria Runge træner derfor for tiden intenst på at kunne gennemføre et triblespring - altså tre vertikale omdrejninger i ét hop - som er standardrepertoire hos mange af hendes udenlandske konkurrenter.

Team Danmark støtter 16-årigt sportstalent, te-ekspert og iværksætter

16-årige Victoria Runge fra Smørum Rulleskøjteklub importerer badeænder, serverer te hos A.C. Perch’s Tea Room og imponerer ved internationale stævner i rulleskøjteløb. Snart skal hun på gymnasiet med støtte fra Team Danmark

Af
Jesper Berg

Op til fire gange om ugen møder den 16-årige Victoria Runge op på Æblevangen i Smørum for på Balsmoseskolen at tage sine rulleskøjter på og for med sine klubkammerater i Smørum Rulleskøjteklub at træne i at løbe kunstrulleskøjteløb.

“Jeg har løbet på rulleskøjter, siden jeg var fem år gammel. Datteren til en af min mors veninder løb på rulleskøjter, og det, syntes jeg, så så morsomt ud, at jeg også måtte prøve,” husker Victoria Runge, som i de forløbne 10-11 år har brugt tusindevis af timer på træning. Hvilket har gjort hende til et af sportens største talenter herhjemme.

Begyndte i Frisk

“Jeg blev for en del år siden udtaget til landsholdet, og de seneste to år har jeg været med til europamesterskaberne i henholdvis Tyskland og Italien,” fortæller rulleskøjtetalentet, som om få måneder får at vide, om hun også i 2018 skal til EM. Denne gang i Portugal.

Karrieren begyndte i rulleskøjteklubben Frisk i Frederikssund, hvor Victoria Runge bor, men da hun kom på landsholdet, skiftede hun til Smørum Rulleskøjteklub, hvor landstræneren, Louise Buch Kastrup, holder til.

“En af de rigtig gode ting ved at være så god til en sport er, at man får mulighed for at rejse og få nogle store oplevelser og at møde mange nye mennesker. Dertil kommer naturligvis, at man ser, hvad nogle af verdens bedste rulleskøjtere formår. Så går det op for en, at man skal træne endnu mere for blive bedre,” siger Victoria Runge, som udover EM også deltager i en række andre internationale rulleskøjtestævner rundt om i Europa. Senest i november sidste år, hvor hun kom hjem fra Wedel i Tyskland med en guldmedalje i kategorien Ungdom Solo.

Ved konkurrencer står den på pailletter og opsat hår. Til hverdag er 16-årige Victoria Runge en ganske almindelig skolepige. Foto: Birgitte Masson

Ved konkurrencer står den på pailletter og opsat hår. Til hverdag er 16-årige Victoria Runge en ganske almindelig skolepige. Foto: Birgitte Masson

Morentræning og fravær

“Jeg har de seneste 10 år vundet 14 guld-, 4 sølv- og 14 bronzemedaljer, som hænger hjemme på mit værelse,” fortæller den stolte 9. klasse-skoleelev fra Frederikssund Private Realskole.

Efter sommerferien går den daglige tur til skole dog til hovedstaden, da hun her begynder på gymnasiet hos Niels Brock Gymnasium. Det sker som et led i et samarbejde med Team Danmark, der har besluttet at støtte det store rulleskøjtetalent.

“Det kommer blandt andet til at betyde, at jeg får mulighed for træne om morgenen og at tage til stævner uden at få registreret fravær,” siger Victoria Runge, som mener, at rulleskøjtesporten har givet hende mange personlige egenskaber.

“Jeg har lært meget af ofte at skulle præstere foran et stort publikum, som jeg overhovedet ikke kender. Desuden er jeg blevet rigtig god til at planlægge min tid, da det eksempelvis er vigtigt, at jeg laver mine lektier, når jeg har tid, og ikke venter til sidste øjeblik, hvor jeg sikkert ikke har tid,” fortæller hun.

VM om to år

Ud over det krævende skolearbejde samt tidskrævende træning og rejser i forbindelse med rulleskøjtesporten har Victoria Runge fritidsjob som servitrice hos A.C. Perch's Tea Room i Københavns Indre By. Dertil kommer, at hun sammen med den ene af sine storebrødre driver en internethandel, duckamok.dk, hvor hun importerer, videresælger og afsender omkring 200 gummiænder hver måned.

Så der er ingen tvivl om, at det at kunne planlægge sin tid er en passende evne at være i besiddelse af for Victoria Runge, som satser benhårdt på at deltage i verdensmesterskaberne i rulleskøjteløb, når hun om et par år runder 18 år.

Publiceret 27 February 2018 05:00

SENESTE TV