Egedals erhvervsliv skal lære at tackle demente

Virksomheder i Egedal kan nu få viden om sygdommen demens

Egedal Antallet af borgere med en demenssygdom er stigende i Egedal Kommune. Det betyder, at der er behov for konkret viden til bedre at kunne agere, når man møder demensramte mennesker. Derfor tilbyder Egedal Kommune nu “uddannelse” af lokale virksomheder.

“Det lokale erhvervsliv i Egedal får nu mulighed for at få besøg af Mette Nørregaard, der er ansat i projekt “Et Demensvenligt Egedal”. Hun vil tilbyde gratis oplæg om demens, der er skræddersyede til den enkelte virksomhed. Oplæggene indeholder en introduktion til, hvordan mennesker med demens påvirkes af deres sygdom, og hvordan sygdommen påvirker demensramtes evne til at mestre eget liv og begå sig i samfundet. Til oplæggene vil virksomheder og deres medarbejdere få konkrete redskaber til, hvordan de reagerer hensigtsmæssigt i mødet med en demensramt,” skriver Egedal Kommune i en pressemeddelelse.

At omgivelserne har viden og forståelse for demenssygdomme, er en stor hjælp for mennesker med en demenssygdom. Med tildeling af puljemidler fra Sundhedsstyrelsen får Egedal Kommune nu mulighed for at sætte fokus på at gøre Egedal til en mere demensvenlig kommune, hvor borgere med demenssygdomme mødes og behandles med forståelse og respekt i hverdagen - som for eksempel i forhold til offentlig transport, indkøb eller deltagelse i foreningsliv.

“Vi har for nyligt haft en sag med en ældre kvinde med demens, der blev genstand for massiv medieomtale, da naboerne, grundet manglende viden om demens, oplevede at blive bange og vrede over hendes adfærd. Og det var faktisk en af grundene til, at vi valgte at søge den pulje ved Sundhedsstyrelsen, der skal være med til at gøre Egedal en demensvenlig kommune og sørge for lighed i sundhed i tråd med vores sundhedspolitik,” siger formand for Social- og Sundhedsudvalget Vicky Holst Rasmussen.

Projektet “Et Demensvenligt Egedal” er støttet af Sundhedsstyrelsen med en pulje på 920.000 kroner. Projektet forløber over to år til udgangen af 2019.

Publiceret 28 February 2018 07:00

Lokalavisen Egedal nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Egedal
SENESTE TV