Mille fra Ølstykke øver med Blachman:

Place on Earth spås store chancer

Forældrene forbød Mille Hassenkam deltagelse i X Factor, men nu er de hendes største støtter i sangkonkurrencen, som på fredag er kommet til liveshow nummer to

Af
Jesper Berg

Allerede da Mille Hassenkam i 2008 gik i 2. klasse på Stenløse Privatskole havde hun en klar musikalsk ambition. Hun ville til audition til X Factor og have Thomas Blachman som dommer, hvilket hun proklamerede for alle, der gad høre på det.

“Du kan bare spørge mine klassekammerater fra dengang, som også spurgte, hvilken sang jeg ville synge, og jeg svarede, at det skulle være en, jeg selv havde skrevet,” griner nu 17-årig Mille Hassenkam fra Ølstykke.

Forældre støtter

Som sagt, så gjort: I januar 2018 var Mille Hassenkam i TV til audition til X Factor - med en selvkomponeret sang. Dog med 10 års forsinkelse, hvilket skyldes hendes forældre, som forbød hende at stille op.

“De ville beskytte mig mod at jeg blev udstillet på landsdækkende fjernsyn, men i efteråret besluttede jeg mig for at melde mig til konkurrencen uden, at min forældre vidste noget,” husker Mille Hassenkam, der nu har sine forældre som nogle af sine største støtter.

“Min far tjekker hver morgen Youtubes liste over, hvad der er mest hot lige nu og fortæller mig, når jeg er stået op, hvordan det går med vores video, som lige nu er nummer to på listen,” fortæller Mille Hassenkam, der, når hun siger 'vores', hentyder til trioen Place on Earth, som hun er en del af i musikkonkurrencen.

Men det var tæt på, at Mille Hassenkam ikke var kommet så langt, som hun rent faktisk er på nuværende tidspunkt. Hun blev nemlig efter audition smidt ud af de tre dommere.

Mille Hassenkam (tv.) tog på opfordring fra Lokalavisen en selfie med Thomas Blachman og resten af Place on Earth hjemme hos X Factor-dommeren. Foto: Mille Hassenkam

Mille Hassenkam (tv.) tog på opfordring fra Lokalavisen en selfie med Thomas Blachman og resten af Place on Earth hjemme hos X Factor-dommeren. Foto: Mille Hassenkam

Bedste odds

“Sanne (Salomonsen, red.) var ikke vild med mig, men jeg kunne godt mærke, at både Remee og Thomas Blachman bedre kunne lide mig,” husker den lokale X Factor-deltager, som et par måneder efter blev kontaktet af Thomas Blachman.

Han havde trukket Grupper som sin kategori og ville til lejligheden gerne danne en gruppe med dem, han syntes, var de bedste, af de der ikke gik videre fra audition.

“Så jeg gik fra at blive smidt ud til audition til nu af være gået videre fra første liveshow og være de blandt de resterende, som har de bedste odds hos bookmakerne til at gå endnu videre,” fortæller en stolt Mille Hassenkam, som nu går på Sankt Annæ Skole i København.

Mens Mille Hassenkam er med i X Factor er der dog ikke tid til skolegang. Hun dropper ikke desto mindre jævnligt forbi for at hilse på, og forleden var Thomas Blachman med for sige hej til skolekammeraterne.

Hænger ud hos Blachman

“Vi hænger hele ugen ud hos Thomas i hans lejlighed på Christianshavn, hvor vi sludrer og hygger os. Hvis han skal noget, lader hos os bare blive hængende og lader sit kreditkort blive liggende, hvis vi skulle blive sultne,” siger det 17-årige stortalent, som ud over på Stenløse Privatskole har fået sin musikalske opdragelse på Egedal Musikskole og har været involveret i et utal af musikalske konstellationer i Egedal.

“Lige nu er al koncentration på X Factor, og vi glæder os til forhåbentlig at gå videre efter andet liveshow fredag,” siger Mille Hassenkam.

Publiceret 01 March 2018 07:00

Lokalavisen Egedal nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Egedal
SENESTE TV