Egedals nye lysinstallation deler vandene:

Nu svarer borgmesteren

Ny lysinstallation i Egedal By vækker debat på sociale medier. Her svarer Karsten Søndergaard på kritikken

En beslutning i byrådet om at bevilge 420.000 kr. til en ny lysinstallation, der skal skabe stemning og liv på Rådhustorvet har vakt debat på Facebook.

Vandene er delte, og en del bemærker at politikerne bevilger pengene mens der skal spares andre steder. Men fra kommunens side afvises kritikken:

“Hvis man kigger på tallene, så er det meget, meget få midler, vi bruger på kunst i forhold til service, f.eks. skoler og omsorg, nærmere bestemt 0,07 procent i 2015 og 2016 og endnu mindre i 2017,” siger borgmester Karsten Søndergaard (V).

“Der er nogle, der mener, at vi bruger for mange penge på kunst, men i forhold til andre kommuner bruger vi meget lidt. Forskningen viser, at kunst er vigtigt for vores mentale og fysiske sundhed, og den er også vigtig for vores byrum.”

Rådhustorvet ligger mellem rådhuset, Sundhedscenteret, plejehjemmet Egeparken og boliger i den nye Egedal By. I dag er der udsyn til markerne fra torvet, men når den nye Egedal By vokser frem, bliver torvet det uformelle samlingssted for byen. Den nye lysinstallation skal være med til at udvikle torvet til et sted, hvor man kan dyrke forskellige aktiviteter, slappe af og mødes.

Egedal Kommunes kunstråd har ud fra tre forslag anbefalet et værk af kunstneren Milo Lavén, en anbefaling byrådet har godkendt. Værket er interaktivt og skifter farve og lysstyrke, når man interagerer med det.

“I bedømmelsen af værket har vi lagt vægt på, at det er et meget enkelt og stilfærdigt værk, der ikke larmer i byrummet, men som inviterer til at bruge torvet, lidt ligesom et moderne springvand,” siger borgmester Karsten Søndergaard.

jbe/due

Publiceret 08 March 2018 07:00

Lokalavisen Egedal nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Egedal
SENESTE TV