Skolebestyrelser efter nyt karakter-fald:

“Det er bekymrende”

Skolebestyrelserne på Egedal Kommunes distriktsskoler i Ølstykke, Stenløse og Smørum kalder resultaterne i årets kvalitetsrapport for “ikke tilfredsstillende”

Af
Kenneth Tanzer

Kenneth Tanzer

Det er ikke gået ubemærket hen i skolebestyrelserne på Egedal Kommunes fire distriktsskoler, at man for tredje år i træk ser en tilbagegang i blandt andet karaktergenemsnittet i de bundne prøvfag i 9. klasse.

I en udtalelse til den fremlagte kvalitetsrapport lægger skolebestyrelserne ikke skjul på ærgrelsen over resultaterne.

“Vi er desværre ikke overraskede. Vi ser det som resultatet af en presset skole. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi ser med stor alvor på de udfordringer med hensyn til kvaliteten - forstået som indlæring og testresultater samt trivsel, som kvalitetsrapporten indeholder,” lyder det fra skolebestyrelsen hos Distriktsskole Stenløse.

I skolebestyrelsen hos nabo-distriktet fra Ølstykke er man også klar i mælet, når rapporten skal evalueres.

“Vi mener ikke, at resultaterne i kvalitetsrapporten er tilfredsstillende. Det er vores opfattelse, at de faldende resultater især er en konsekvens af den ramme, som man har valgt for folkeskolen i Egedal med årlige betydelige nedskæringer kombineret med en dårligt koordineret og stigende opgave med elever, der kræver særlig støtte,” lyder det fra Distriktsskole Ølstykke, som får opbakning fra skolebestyrelsen i Smørum.

“Vi ser med bekymring på de faldende resultater i dansk og matematik, ligesom det kræver særlig opmærksomhed, at flere elever får lavere karakter end 02,” skriver skolebestyrelsen i Smørum.

Behov for en anden ramme

Trods de skuffende resultater i årets kvalitetsrapport, så vælger skolebestyrelserne at kigge fremad i jagten på forbedringer.

“Vi anerkender de lokale handlingsplaner, der er lagt for at forbedre resultatet, men overordnet mener vi, at der er behov for en anden ramme til at drive skole i,” skriver Distriktsskole Ølstykke.

I Smørum vil man have øget fokus på det lokale samarbejde mellem kommunens fire skoledistrikter.

“Der er øgede muligheder for at lære af hinanden og bidrage til udviklingen af vores fælles skole. Vi opfordrer til, at skolen videreudvikler på samarbejdet mellem afdelingerne med henblik på at gode resultater på den ene afdeling kan bruges som løftestang til arbejdet på de andre afdelinger,” lyder budskabet fra Distriktsskole Smørum.

Publiceret 13 March 2018 06:00

Lokalavisen Egedal nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Egedal
SENESTE TV