Totalspærring af S-togene mellem Frederikssund og Valby:

Togdrift indstilles i påsken

I påsken påbegynder Banedanmark en omfattende, men nødvendig, fornyelse af sporene mellem Frederikssund og Valby

Af
Af Birgitte Masson

De mange rejsende på S-tog linje C og H får snart en forsmag på, hvad sommerens totale spærring af togstrækningen kommer til at betyde.

Sporene på den 40 km lange strækning mellem Valby og Frederikssund, skal gennemgribende renoveres. Og allerede i påsken vil Banedanmark påbegynde de indledende manøvrer til det omfattende sporarbejde.

Med andre ord skal de rejsende indstille sig på, at det vil tage længere tid at benytte offentlig transport mellem Frederikssund og Valby i alle forårets helligdage, og når strækningen spærres for togtrafik hen over sommermånederne i perioden fra den 1. juni til og med den 26. august.

Indsætter 200 Togbusser

DSB indsætter Togbusser, mens der er spærret på strækningen.

“Vi har støvsuget landet for alt, hvad der er af busser. Der vil være over 200 Togbusser i aktion ad gangen. Og hver gang en bus er fyldt op, vil den køre afsted, og blive erstattet af en ny bus, også selvom den ifølge køreplanen endnu ikke skulle køre,” fortæller informationschef i DSB Tony Bispeskov. Han anbefaler, at rejsende holder sig orienteret om trafikken på Rejseplanen, der opdateres to måneder frem.

Med Togbusser vil rejsetiden af gode grunde blive længere end normalt. I gennemsnit får kunderne forlænget deres rejsetid med 25-30 minutter. Det vil ikke være muligt at taget cykler med i Togbusserne.

“For nogle vil det være en fordel at tage en Togbus langs banen mellem Frederikssund og Valby. For andre vil det være en fordel at tage en Togbus på tværs af banen,” fortæller Tony Bispeskov og uddyber:

“Hvis man bor i Frederikssund, kan det for eksempel betale sig at tage en Togbus til Roskilde, hvorfra der er ca. 12 tog til København i timen. Skal man fra Egedal, Stenløse eller Veksø kan det bedst betale sig, at man tager en Togbus til Høje Tåstrup, hvorfra der også går ca.12 tog i timen.”.

Kan ikke udskydes længere

Steen Neuchs Vedel er anlægsdirektør i Banedanmark. Han forklarer, hvorfor man ikke længere kan udskyde renoveringen af sporene på den 40 km lange strækning;

“Det er nødvendigt, at vi går i gang nu med renoveringen af banen, så vi fremover undgår driftsforstyrrelser. Samtidig er det en fremtidssikring af hele strækningen, så passagererne får en velfungerende bane og stabil togdrift i mange år frem,” siger Steen Neuchs Vedel og tilføjer:

“Vi er udmærket klar over, at det vil være en drøj omgang, når togtrafikken er indstillet i så lang tid, men vi håber på en forståelse af, at det er nødvendigt at renovere strækningen nu.”

Få tiden tilbage

Som en form for kompensation, til de borgere der normalt benytter S-toget på strækningen mellem Frederikssund og Valby, lancerer DSB, som et pilotforsøg, tjenesten 'Få tiden tilbage', det fortæller Tony Bispeskov;

“Få tiden tilbage' er noget helt nyt, hvor man kan gå ind på nettet og registrere sine på- og afstigninger. Disse sættes ind på en konto, hvor man, når sporarbejdet er afsluttet 27.august, kan konvertere sit indestående til rejser udenfor myldretid overalt i landet. Det er en måde, hvorpå vi kan imødekomme kunderne og den spildtid de har haft.”

Fakta:

Der skal udføres en lang række fornyelsesarbejder på den ca. 40 km lange strækning. Skinner, betonsveller og ballast i og under sporet udskiftes. Dertil renoveres ni broer, kørestrømsmaster- og ledninger skal udskiftes ved Frederiksberg og diverse sikrings- og jordarbejder udføres også i hele perioden.

Hvornår?

Totalspærring af begge spor Valby-Frederikssund i 2018:

Påsken, 28. marts om aftenen til og med den 2. april

St. Bededag, 26. april om aftenen til og med den 29. april

Kr. Himmelfart, 9. maj om aftenen til og med den 13. maj

Pinsen, 18. maj om aftenen til og med den 21. maj

Sommerlukning i 12 uger, 1. juni om aftenen til og med den 26. august

I efterårsferien vil der være aften- og natspærringer mellem den 12. oktober til og med den 21. oktober.

Publiceret 16 March 2018 00:00

SENESTE TV