Håndboldklub krydser fingre for ny hal i Ølstykke:

“Håber pengene kan findes”

Drømmen om en ekstra idrætshal i Ølstykke lever i bedste velgående hos HØJ Håndbold, der kan mærke en kommunal opbakning til projektet

Af
Kenneth Tanzer

De skåler endnu ikke i champagne eller løber rundt med armene i vejret.

Men bestyrelsesmedlemmerne i HØJ Håndbold har alligevel svært ved at skjule deres glæde over de fremskredne planer for den 1000 kvadratmeter nye sportshal i forlængelse af den nuværende Ølstykke Hal.

“Vi er meget tilfredse med udviklingen af hal-projektet. Nu er det ikke bare i støbeskeen. Nu er det også blevet konkret,” siger Helle Rasmussen, formand for HØJ Håndbold, der først og fremmest får glæde af de ekstra kvadratmeter.

Klubben krydser nu fingre for, at byrådet i Egedal Kommune vil give grønt lys til den nødvendige medfinansiering, så den nye sportshal kan se dagens lys om to år.

“Det bliver spændende at se, hvor meget kommunen kan og vil spytte i projektet, men vi mærker en kommunal opbakning. Politikerne virker ret positive og kan se mulighederne, så vi forventer og tror på en medfinansiering,” siger Helle Rasmussen.

Det er ingen hemmelighed, at den anonyme borger-gruppe, der vil donere mellem otte og ti millioner kroner til hal-projektet i Ølstykke, har tilknytning til HØJ Håndbold - derfor bliver forløbet også fulgt på tætteste hold i håndboldklubben.

Og spørger man Helle Rasmussen, så har kommunen set rigtigt ved at pege på en hal-placering på østsiden ud mod fodbold-anlægget.

God placering

“Placeringen har vores opbakning, for der er ikke plads over mod badmintonhallen. Hvis det hele falder på plads, så får vi et kompleks med gennemgang fra den gamle hal. Det vil betyde rigtig meget, og selvom det ville være dejligt med nye omklædningsrum i den nye hal, så er ekstra spilleflader klart det vigtigste. Det har vi hårdt brug for. Der er pres på hver eneste dag, så vi kan næsten ikke vente. Vi er utålmodige, men forhåbentlig kommer vi i mål med projektet,” siger Helle Rasmussen, der ikke lægger skjul på, at flere kvadratmeter vil løfte HØJ.

“En ny hal vil give os mulighed for at blive en større klub og tage hul på nogle nye tiltag. Vi vil eksempelvis gerne gøre noget for børn og unge med udviklingshandicap, men det kræver mere plads. Derfor er den nye hal vigtig for os - og også for resten af kommunen,” siger formanden.

Publiceret 06 April 2018 00:00

Lokalavisen Egedal nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag Lokalavisen Egedal
SENESTE TV