Musikkens Dag kommer til Egedal

Egedal Musiskskole, skoler og kulturhus holder Musikkens Dag 18. april

Onsdag 18. april holder Egedal Musikskole 'Musikkens Dag' i samarbejde med Distriktsskole Ølstykke, Distriktsskole Ganløse og Stenløse Kulturhus.

Musikkens Dag består af to arrangementer. Det ene er en koncert i Maglehøjhallen med deltagelse af 350 elever fra Distriktsskolernes instrument- og musikprofilklasser. Det andet er et aftenarrangement i Stenløse Kulturhus, hvor Musikskolen inviterer alle interesserede børn og voksne til at gå på opdagelse i huset og møde musikken.

“Om formiddagen samles alle instrumentklasseelever fra Distriktsskole Ølstykke og Musikprofilklasserne fra Slagslunde Skole til ét stort orkester på cirka 350 børn. Jakob Høgsbro, som er komponist og dirigent, vil indstudere og dirigere fire musiknumre, som eleverne har øvet på siden januar. I formiddagens løb øver det store orkester på at spille sammen under Jakob Høgsbros ledelse, og det hele afsluttes med en koncert,” skriver Egedal Musikskole i en pressemeddelelse.

Aftenarrangementet i Stenløse Kulturhus er fra klokken 17 til 20. Her får man et kig ind i, hvordan musikskolen kan se ud en hverdag i Egedal. Man kan i bogstavelig forstand gå på opdagelse i musikken i de forskellige lokaler i Kulturhuset. Alle er velkomne, og der er gratis adgang.

Publiceret 10 April 2018 00:00

SENESTE TV