Færre elever fra Egedal kommer ikke skole, viser en ny opgørelse, som er blevet forelagt Skoleudvalget.

Færre elever fra Egedal kommer ikke skole, viser en ny opgørelse, som er blevet forelagt Skoleudvalget.

Stort fokus på skolevægring:

Fald i antallet af elever, som ikke kommer i skole i Egedal

Nye tal i forhold til skolevægring i Egedal Kommune viser et fald i antallet af elever, som ikke kommer i skole - derimod er flere elever kommet i et reduceret skema

Af
Kenneth Tanzer

Kenneth Tanzer

Skoleudvalget i Egedal Kommune er netop blevet præsenteret for den seneste udvikling i antallet af elever i skolevægring.

Og Egedal-tallene bringer både gode og mindre gode nyheder med sig.

Det positive skal findes i antallet af elever, som grundet angst, ADHD, autisme eller sociale problemer ikke kommer i skole på én af kommunens fire distriktsskoler.

I juni 2017 lå det samlede tal på 22 elever, men i marts 2018 er tallet faldet til 13 elever.

“Det er en positiv udvikling og et bevis på, at det går den rigtige vej i Egedal. Ét barn, som ikke kommer i skole, er stadig ét barn for meget, så der ligger stadig en stor opgave foran os, men udviklingen glæder mig. De børn, som er kommet tilbage til skolen, har taget et stort skridt i samarbejde med forældre, lærere og skole. Det kræver en stor faglig indsats at sikre den begyndende start,” siger Betina Hilligsøe (V), formand for Skoleudvakget i Egedal Kommune.

På Distriktsskole Stenløse har man i perioden fra juni 2017 til marts 2018 fået fem elever tilbage på skolebænken - et fald fra tolv til syv elever.

I Distriktsskole Smørum havde man i 2017 fire elever, som ikke kom i skole - i dag hedder tallet blot én elev.

Distriktsskole Ølstykke er i samme periode gået fra to elever til ingen elever med manglende skolegang. På Distriktsskole Ganløse er billedet dog omvendt - her havde man sidste år fire elever, der ikke kom i skole. Et tal, som nu er steget til fem elever.

Stort fokus fra skolerne

Det knap så positive ligger i forhold til antallet af elever i et reduceret skema. Her er man i perioden fra juni sidste år til marts 2018 gået fra 15 elever til 25 elever.

Den største stigning skal findes i Smørum-distriktet, hvor yderligere fem elever er kommet i et reduceret skema. Distrikterne Stenløse og Ganløse er steget med tre elever hver, mens Ølstykke-distriktet ikke har elever i kategorien.

Udviklingen viser også, hvor mange Egedal-elever, som modtager sygeundervisning eller eneundervisning. Her oplever man samlet set en stigning på to elever.

“Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor vi ser en lille stigning i elever med et reduceret skema, men generelt kan vi konstatere, at vi i Egedal har få børn i skolevægring. Det skyldes ikke mindst det store fokus, som vores skoler har på området,” siger Betina Hilligsøe.

Publiceret 23 April 2018 06:00