Priserne stiger, når håndværkerne har travlt

Mange opgaver, og knap så mange ledige hænder blandt håndværkere, er en dårlig kombination for boligejerne. Det betyder lige nu længere ventetid og højere priser

Af
Kasper Jørgensen

Bolius Boligejernes Videncenter

bolig Det kan være svært at få fat i en håndværker, hvis der eksempelvis skal udskiftes en stikkontakt, bygges ny carport eller lægges nye fliser på badeværelset. De danske håndværkere er nemlig travlt optaget, og samtidig er arbejdsløsheden i byggeriet så lav, at det er svært for virksomhederne at ansætte nye folk til at løse den flaskehals, der opleves netop nu.

Travlheden kan aflæses direkte i ordrebøgerne hos håndværkerne.

Målt over byggebranchen som helhed har der ikke siden 2011 været så mange opgaver skrevet på venteliste, som der er nu. Ifølge Danmarks Statistik var der i august hele 5,9 måneders arbejde i ordrebøgerne, når man tager gennemsnittet på tværs af faggrupperne inden for byggeriet. Og det kan særligt mærkes blandt de private boligejere, forklarer Bo Sandberg, cheføkonom hos Dansk Byggeri, der er erhvervs- og arbejdsorganisation for byggeriet.

Valg af gode håndværkere

"Der er rigtig god aktivitet i byggeriet, hvor virksomhederne de senere fem år har oplevet fremgang, og hvor beskæftigelsen i samme periode er steget. Det giver nu rekrutteringsproblemer og mangel på arbejdskraft. Det er især de lokale håndværksmestre og mindre virksomheder inden for byggeriet, der har svært ved at finde den nødvendige arbejdskraft. Kombineret med masser af arbejdsopgaver, så skaber det flere steder flaskehalse på privatmarkedet, siger Bo Sandberg.

Længste ventetid

Selvom håndværkerne som helhed har mange opgaver på venteliste, så er der specielt to faggrupper, der er ekstra pres på netop nu.

"Det er især tømrere og elektrikere, der er hårdest ramt af udfordringerne. Men også blandt murere er der mangel på arbejdskraft. De manglende hænder er klart den største udfordring, håndværkerne oplever i forhold til at få udført opgaverne og bringe ventetiden ned," siger Bo Sandberg.

"Travlheden og ventetiden er mest udtalt omkring de store byer. Der har i noget tid været meget pres på Region Hovedstaden, Region Midtjylland og Trekantområdet. Omvendt er der knap så travlt i Sønderjylland og på Fyn, når vi kommer uden for Odense," siger Bo Sandberg.

De regionale forskelle bekræftes af siden 3byggetilbud.dk, hvor private kan sende deres byggeopgaver i udbud. Her oplever de også, at der er særligt stort pres på håndværkerne omkring København og Aarhus.

"Vi oplever endnu ikke, at håndværkerne direkte siger nej til opgaverne, men der er mange, der planlægger længere frem i tiden, hvor der er plads i deres ordrebøger," siger Maria Carlsen, kommunikationschef for AB Gruppen, der står bag 3byggetilbud.dk.

Så meget koster det at bygge til

3byggetilbud.dk oplever lige nu en øget efterspørgsel fra boligejerne. Således er der en vækst på 20 procent i antallet af modtagne bygge- og renoveringsopgaver sammenlignet med sidste år. Ifølge Bo Sandberg fra Dansk Byggeri betyder den store mængde af opgaver, der ligger på håndværkernes bord, at priserne bliver presset i vejret.

Prisstigningerne, som boligejere netop nu kan opleve på håndværkeropgaver, følger udviklingen i priserne på at få opført nybyggeri, som Danmarks Statistik hvert kvartal laver en opgørelse over. Her viser prisindekset for nybyggeri, at arbejdsomkostningerne for at få udført arbejde på tværs af byggebranchen er steget 2,9 procent i anden kvartal 2018 i forhold til første kvartal. Det er et markant spring i sammenlignet med udviklingen de senere år.

Publiceret 06 October 2018 09:00

SENESTE TV