Målstregen nærmer sig tilsyneladende for, hvornår Folketinget træffer den endelige beslutning om at igangsætte arbejdet med den sidste del af Frederikssundmotorvejen.

Målstregen nærmer sig tilsyneladende for, hvornår Folketinget træffer den endelige beslutning om at igangsætte arbejdet med den sidste del af Frederikssundmotorvejen.

Ministre på pressemøde: Vi prioriterer motorvej

Afslutningen af Frederikssundmotorvejen er på regeringens "prioriterede liste" over initiativer i Hovedstadsområdet

Af
Henrik Gregersen

10 år er gået, siden anlægsloven blev vedtaget.

Men først nu med vedtagelsen af den seneste finanslov er tredie og sidste etape af motorvejen til Frederikssund for alvor rykket tæt på.

Og på et pressemøde torsdag formiddag bekræftede regeringen, at Frederikssundmotorvejen er blandt de prioriterede infrastrukturprojekter sammen med en række øvrige storstilede anlægsprojekter.

"Regeringen vil prioritere, at kommende investeringer i infrastruktur omfatter Frederikssundsmotorvejens 3. etape og Hillerødmotorvejens forlængelse fra Allerød til Hillerød, og har derfor besluttet at opdatere VVM-undersøgelsen af den resterende del af Frederikssundsmotorvejen," hedder det i Hovedstadsudspillet, der torsdag formiddag, er blevet præsenteret af tre ministre - heriblandt transportminister Ole Birk Olesen (LA).

I den seneste finanslov blev der afsat penge til at opdatere dén VVM-undersøgelse, der i sin tid gik forud for anlægsloven, og og tidligere har Ole Birk Olesen tilkendegivet, at motorvejen er blandt de højeste prioriteter inden for hans ministerområde.

Og det er dén opdaterede VVM-undersøgelse, der nu er nedfældet i hovedstadsudspillet.

Fra glæde til 'varm luft'

Det er med andre ord ikke en decideret nyheds-bombe, at Frederikssundmotorvejen indgår i regeringens planlægning.

Ikke desto mindre vækker udmeldingen glæde. Dog i forskellig grad:

”Jeg har arbejdet hårdt og længe på at få motorvej helt til Frederikssund. Så jeg er naturligvis meget glad for, at det nu er lykkedes af sikre opbakning fra en samlet regering – først og fremmest på vegne af de mange borgere og virksomheder, som i dag spilder dyrebar tid på at holde i kø. Det skal være slut nu ,” siger MF Hans Andersen (V) og fortsætter:

”Nu står 3. etape af Frederikssundmotorvejen sort på hvidt på regeringens liste over prioriterede vejprojekter. Meget snart vil vi så fremlægge et samlet infrastrukturudspil, og her skal pengene selvfølgelig følge med.” siger Hans Andersen.

Også hos Peter Bo Andersen, der som direktør i Frederikssund Erhverv har fulgt og skubbet på processen i et årti, modtages regeringens udspil med glæde - dog tilsat et gran af forsigtighed:

"Det er noget, erhvervslivet har væntet længe - også for længe - på. Vi har virksomheder, der har planlagt ud fra en forvisning om, at motorvejen var på vej. Derfor er vi naturligvis også rigtig glade for, at at det er noget, regeringen vil prioritere. Samtidig er jeg også nødt til at sige 'show me the money.' Før vi har set, at finansieringen er på plads, betragter jeg ikke noget som sikkert," konstaterer han overfor Lokalavisen.

Pia Adelsteen (DF), der er valgt til Folketinget i Egedalkredsen går skridtet videre:

"Der er gode takter i udspillet. Men der er jo intet nyt i det. Regeringen har ikke taget Dansk Folkeparti i ed, så det er jo ikke en pakke, der er sikret flertal for. Dermed er det i praksis bare en hensigtserklæring, som man har hørt før. Det minder om varm luft, og det er man da selvfølgelig velkommen til at bruge tid på, men jeg undrer mig over, hvorfor man har brug for at profilere varm luft så meget, hvis ikke det er fordi man betragter det som et valgoplæg," siger hun til Lokalavisen.

I hovedstadsudspillet

I hovestadsudspillet hedder det, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti erenige om at drøfte de langsigtede prioriteringer i infrastruktur fra starten af 2019 på baggrund af et oplæg fra regeringen.

Publiceret 24 January 2019 09:45

SENESTE TV