Det blev til bronzemedaljer for ØGFs nyoprykkede ynglinge i Mesterrækken
ØLSTYKKE Ved Sjællandsmesterskaberne i spring-rytme gymnastik den 21. marts 2009 drog Ølstykke Gymnastikforenings medaljevante piger igen hjem med flotte medaljer om halsen. Denne gang blev det til bronze. Pigerne fra Ølstykke blev Sjællandsmestre i Juniorrækken i 2008 og er nu rykket op i ynglingerækken og kæmper mod piger, der er op til 4 år ældre end dem selv. Men det betød altså ingenting. Holdet var godt nok skadesramt, men det stillede op og trods nedsat sværhedsgrad og enkelte fald i både trampolinen og på banen, viste pigerne, at de hører med til toppen på Sjælland. Med en fantastisk holdpræstation lavede de en næsten fejlfri serie, kæmpede sig bravt gennem trampolinspringene og lavede nogle gode og forholdsvis sikre spring på banen. De blev kun overgået af Greves absolutte mestre, der er helt suveræne og vandt med 4 point ned til Greves 2. hold, der desværre lige fik sneget sig ind med 0,2 foran Ølstykke pigerne.
ikke ventet
En topplacering var bestemt ikke i vente inden turen gik til Slagelse, idet flere af pigerne døjer med skader eller lige er kommet i gang igen efter en længere skadespause. Deres trænere Lea og Signe Lindstrøm havde derfor valgt, at niveauet skulle nedsættes således, at landingerne var mere sikre og det viste sig, at være et klogt valg. De nye regler i sporten gør, at manglende kontrol i landingerne koster endnu større fradrag end tidligere, og en super serie kan gøre forskellen. Konkurrenceholdet bestod af: Amalie Blixt, Amalie Cortzen, Amanda Gervin, Maria Østbo, Michelle Jonassen, Nadia Riis Kofoed-Hansen, Silje Fackmann Hansen og Tanja Heier med Mette Christensen, Michelle Lysemose og Cecilie R. Olsen som en suveræn backup gruppe.