Der dystes i flere distancer ved det årlige
Der dystes i flere distancer ved det årlige "Bastrup Sø Rundt".

Bastrup Sø Rundt står for døren

Motionscykelklubben BSR Cykelmotion arrangerer igen i år det traditionsrige motionscykelløb rundt om søen i Bastrup

 Udskriv    Kommentér   Del

Søndag den 9. september går starten til cykelløbet Bastrup Sø Rundt.

"Det er 21. gang vi kører løbet, som efterhånden er blevet kendt som et af de løb, der kører af de smukkeste ruter igennem Nordsjælland. I år køres løbet med startpunkt ved Kulturhuset på Flodvej i Smørum," siger løbets sekretær Gunnar Brüsch.

Løbet har fire forskellige rutelængder, nemlig hyggeruten på 36 km., som runder Bastrup Sø, ruten for de trænede på 86 km, som går igennem Skævinge og endelig Arresøruten på 136 km. for de virkelig skrappe motionister.

De senere års store succes med en familierute på 16 km. til og rundt i Vestskoven – med tid til pølser og snobrød ved en af bålhytterne, fortsætter selvfølgelig også. Denne rute er i år optaget som et arrangement under Naturens dag – som netop er den 9. september – og derfor kan man også på depotet få lejlighed til at studere naturen ved bålhytten.

Godt stisystem

Starten går klokken 8.00 til 136 km, og derefter starter 86 km klokken 8.30, hyggeruten på 36 km. klokken 9.00 og 16-ruten klokken 9.30.

"Et meget tydeligt skiltesystem betyder at der ikke er tvivl om ruterne, og i 2012 vil sikkerheden blive styrket med flere officials til vejledning ude på ruterne, samtidig har vi indgået aftale med en løbslæge, der vil opholde sig i målområdet, således at der kan gives vejledning hvis der skulle ske et uheld undervejs. For at undgå uheld på cykelstierne er 36 km. rutens afslutning også i år skilt fra de to lange ruter, så deltagerne på de lange ruter der ønsker at spurte i mål ikke kommer i konflikt med de der bare ønsker at trille stille og roligt i mål," siger Gunnar Brüsch.

Levende musik og grill

Undervejs på ruterne er der depoter med rigelig mad og drikke, og når målstregen er passeret venter der en kold øl eller vand, som er med i prisen på arrangementet. Tilmelding kan ske direkte på www.bsr.dk, hvor man også kan studere ruterne nøjere. Sidste frist for tilmelding uden ekstragebyr er den 31 august.

"Vi håber på et rigtig hyggeligt arrangement med mange deltagere der både får god motion og en hyggelig oplevelse i målområdet, hvor der både er arrangeret grill og levende musik," slutter Gunnar Brüsch.

Publiceret: 18. August 2012 06:00
Del på Facebook
Se også:
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce