På Jyllinge Skole vil der i det kommende skoleår være to 0. klasser i stedet for tre. Arkivfoto
På Jyllinge Skole vil der i det kommende skoleår være to 0. klasser i stedet for tre. Arkivfoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Børnetallet er faldet: Jyllinges to folkeskoler mister en 0. klasse hver

Flere elever søger folkeskolen i Roskilde Kommune, men på både Jyllinge Skole og Baunehøjskolen får man en 0. klasse mindre i det kommende skoleår

Folkeskolerne i Roskilde Kommune viser sig at være yderst populære.

Til det kommende skoleår 2018/19 er der nemlig tilmeldt hele 855 elever til 0. klasse - i skoleåret 2017/18 hed tallet blot 804 elever.

Men lokalt i Jyllinge oplever man derimod en mindre tilbagegang, der betyder, at Jyllinge Skole og Baunehøjskolen går fra tre til to 0. klasser i det kommende skoleår.

“Fordelingen af klasser bliver afgjort af antallet af elever, der skal starte i 0. klasse i det kommende skoleår. I Jyllinge kan vi i år konstatere en lidt lavere søgning. Det skyldes primært et faldende børnetal i skoledistrikterne,” siger Jette Henning, nytiltrådt formand for Skole- og Børneudvalget i Roskilde Kommune.

I skoleåret 2017/18 var 54 elever fordelt på Jyllinge Skoles tre 0. klasser, men for det kommende skoleår ligger elevtallet nede på 46.

Billedet er det samme på byens anden skole, Baunehøjskolen, der er gået fra 58 elever i 0. klasse i 2017/18 til 47 elever i det kommende skoleår.

Stigning i Gundsølille

Lindebjergskolen i Gundsølille kan dog se frem til at råde over to 0. klasser mod én i indeværende skoleår. Det skyldes, at 39 elever skal fordeles, mens tallet i det forgange skoleår hed 24.

“Vi har gode folkeskoler i Roskilde Kommune, og det er dejligt at se, at flere forældre vælger at sende deres børn i folkeskolen. Jeg er ikke i tvivl om, at skolerne vil gøre deres bedste for, at alle børnene trives og bliver så dygtige de kan, så vi lever op til forældrenes tillid, siger Jette Henning.

Det er nu indstillingen fra Skole- og Børneudvalget, at der oprettes 40 klasser på kommunens 18 folkeskoler. Det er samme antal som indeværende skoleår.

Publiceret: 12. Januar 2018 06:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Egedal

Bøger
Forsiden netop nu