Foto: Finn Jørgensen.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Bycirklen fylder rundt: Tre kommuner fejrer 25 års samarbejde

Jubilæet markeres med en fotoudstilling på Egedal Rådhus

Kommunerne Egedal, Frederikssund og Ballerup har i 25 år samarbejdet under betegnelsen Bycirklen. Det skal fejres, og vil blandt andet blive markeret med en fotoudstilling på Egedal Rådhus.

“Sammen står vi stærkest” - det var tanken, da ni kommuner i 1992 tog hul på det strategiske samarbejde, Bycirklen.

Formålet var at skabe et stærkt samarbejde på tværs, som kunne være med til at synliggøre og fremme den nordvestlige del af hovedstadsregionen som et dynamisk erhvervs- og byudviklingsområde.

Fra kommunernes side er man ikke i tvivl om, at det er lykkedes. Forud for jubilæet fremhæver man, at store, internationale virksomheder har slået rødder, og boligområderne Søndergård i Ballerup, Stenløse Syd i Egedal og Vinge i Frederikssund er projekter præget af bæredygtigt og højteknologisk boligbyggeri.

For 25 år siden var der ni kommuner samlet i Bycirklen. De er senere blevet reduceret til tre - Egedal, Frederikssund og Ballerup - på grund af kommunesammenlægninger. Men samarbejdet er stærkt og intakt, lyder det fra de tre jubilerende kommuner, og torsdag den 7. september markeres det skarpe hjørne med en reception og fotoudstilling på Egedal Rådhus.

“Én for alle...”

“Bycirkel-samarbejdet er som den kendte musketer-ed 'En for alle og alle for en'. Vi har gennem 25 år erfaret, at vi står væsentligt stærkere sammen som kommuner, når vi står skulder mod skulder og kan lægge fælles pres på eksempelvis Christiansborg eller Region Hovedstaden. Uden Bycirklen ville vi ofte stå alene med vores synspunkter uden en fælles sammenhængende strategi for at skabe udvikling og vækst i vores del af hovedstadsregionen”, siger Egedals borgmester, Karsten Søndergaard, der er formand for Bycirklen.

Ét af de første fokusområder tilbage i 1992 var forbedringer af infrastrukturen, og det er stadig et bærende element i samarbejdet. Siden 1992 er der kommet dobbeltspor på S-banen mellem Ballerup og Frederikssund og supercykelsti samt en anlægslov for motorvej til Frederikssund, hvoraf de første to etaper er etableret.

“Vi kan se tilbage på markante forbedringer i infrastrukturen til glæde for især tog- og cykelpendlerne. Sideløbende har vi opnået, at anlægsloven for Frederikssundmotorvejen er vedtaget, og de første etaper er taget i brug til glæde for mange. Vi er i Bycirklen enormt optaget af, at Christiansborg får afsat pengene til at få gjort arbejdet med motorvejen færdigt. Trafikbelastningen er voldsom til Frederikssund, og der kommer endnu flere biler i de kommende år med ny broforbindelse og øget tilflytning til blandt andet den nye by Vinge”, siger John Schmidt Andersen, borgmester i Frederikssund Kommune.

Det er dog ikke kun de nære og lokale linjer, som Bycirkel-kommunerne har været med til at tegne op.

Siden 2007 har Bycirklen haft en partnerskabsaftale med den kinesiske millionby Wuxi. Det er en aftale, der har været med til at åbne døre for flere lokale virksomheder til det kinesiske marked. Samarbejdet med Wuxi har også skabt tætte sociale relationer mellem danske og kinesiske unge.

“Vi kan på flere fronter være stolte af vores samarbejde med Wuxi. I forrige uge fejrede vi 10-året for samarbejdet, som har været med til at gøre vores børn og unge meget klogere på den kinesiske kultur og historie, mens der er blevet skabt tætte sociale relationer på tværs. Det er kun et ekstra plus, at vi i Bycirklen samtidigt har kunnet hjælpe lokale, danske virksomheder ind på et stort marked som det kinesiske”, siger borgmester i Ballerup Kommune, Jesper Würtzen.

Fejringen på Egedal Rådhus den 7. september finder sted fra klokken 16-18. Der vil være velkomst ved borgmester Karsten Søndergaard og taler ved alle tre borgmestre, og herefter åbnes fotoudstillingen.

due

Publiceret: 05. September 2017 09:27

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Egedal

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt