Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Inklusionen er gået for vidt i Egedal

Betina Hilligsøe (V), Rådyrsleddet 13, Stenløse Syd:

Egedals inklusionsområde er en tikkende menneskelig og økonomisk bombe under vores skoler og kommune.

Til trods for de mange penge vi bruger på skole i Egedal, så har skolerne det svært. Efter ti års indsats i bestyrelsesarbejdet har jeg år efter år været med til sparerunderne. Min faglige baggrund inden for effektivisering gør mig fuldt ud klar over, at der kan og skal ryddes op i arbejdsgange, som kan frigøre ressourcer – men det er IKKE lykkedes på inklusionsområdet – tværtimod.

Ved en helt overordnet gennemgang af området sidder vi tilbage med et synligt bevis på, at vi har et hav af forbedringsmuligheder her.

Jeg tror på, at der skal en tydelig synliggørelse af alle problemerne til, så der sammen med fagpersonale og administration kan findes en mere robust og smidig vej tilbage til det liberale synspunkt om at mennesket kommer før systemet.

Fra det tidspunkt et barn første gang bliver 'opdaget' med vanskeligheder, til det er igennem 'hele møllen', kan der i værste fald gå op til flere år. I denne periode får skolerne ikke en eneste krone tildelt.

Men hør her - dette barn sidder altså rent fysisk allerede ude i klassen og har brug for særlig støtte. Barnet, klassekammeraterne, lærere, pædagoger, ledelsen for ikke at nævne familien – alle er tabere.

Den tidligere målsætning om at inkludere 95 procent i normalområdet kunne Egedal slå. Vi susede til tops og landede på 98 procent.

Det havde været en solstrålehistorie, hvis de økonomiske midler og pædagogiske modeller havde fulgt med.

Lad os kigge fremad. Det forholder sig sådan, at antallet af børn der forventes at have behov for særlig hjælp går kun én vej – opad.

Vi bliver derfor nødt til at tænke inklusionsområdet helt om!

Ÿ Vores nødvendige fokus på de svage børn gør, at vi overser normale og særligt dygtige børn.

Ÿ Hvorfor betale for at sende lokale børn ud af kommunen til specialtilbud andre steder? Lad os beholde pengene i kommunen og oprette og støtte flere lokale tilbud

Ÿ Hvorfor ikke anvende det lokale fagpersonale og skabe en dagligdag, hvor inklusionsbørn kan have mere flexible undervisningsklasser og -former? Flere steder har vi endda allerede lokalerne til det

Ÿ Hvorfor ikke følge eksperters råd om tidlig indsats?

Ÿ Bør vi ikke 'ekskludere' nogle af de børn, der har det sværest – til barnets bedste?

Ÿ Lad os kigge på de eksisterende flaskehalse og lad os forkorte sagsbehandlingstiden markant

Inklusionen er gået for vidt i Egedal og jeg vil gerne være med til at lave det om!

Publiceret: 22. Juni 2017 01:12

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Egedal

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt