Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Skridsikre strømper til ældre med demens

Af Annie Larsen (V), Medlem af Sundheds- og Omsorgsudvalget i Roskilde Kommune:

Det er som bekendt bedre at forebygge end at helbrede.

Venstre mener, det er meget bedre at Roskilde Kommune tilbyder skridsikre strømper gratis til plejehjemsbeboere og hjemmeboende borgere med faldtendens end at bruge mange penge til behandlinger efter faldulykker.

Venstre foreslog derfor på Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde den 4. maj, at alle plejehjemsbeboere og hjemmeboende borgere med faldtendens tilbydes skridsikre strømper gratis. Sundheds- og Omsorgsudvalg besluttede i enighed at støtte forslaget.

Når ældre borgere kommer til skade, er det ofte i forbindelse med en faldulykke. Fald blandt ældre kan medføre lårbensbrud eller andre alvorlige komplikationer og være fuldstændig ødelæggende, både fysisk og psykisk. Udover at være til meget stor gene for de ældre, koster faldulykkerne også samfundet mange penge til indlæggelser og genoptræning.

Kolding Kommune indgik i 2015 et samarbejde om et forsøgsprojekt med KT Strømpen, hvor ældre på plejecentre kunne afprøve skridsikre strømper. Antallet af faldulykker blev reduceret med 53 procent hos de 50 beboere, der deltog i forsøget. Erfaringerne fra Kolding viser endvidere, at mange ældre bliver mere trygge, når de har strømperne på.

Dette har også betydet, at de bevæger sig mere og opnår dermed en bedre fysik form. Kolding Kommune besluttede på baggrund af de positive erfaringer at tilbyde strømperne gratis til alle beboere på plejecentrene og til borgere i hjemmeplejen, der har tendens til at falde.

Skridsikre strømper er et simpelt hjælpemiddel, som kan ændre borgernes levevilkår markant. Udover at reducere faldulykker medvirker skridsikre strømper også til at øge tryghedsoplevelsen, hjælpe borgerne med at gå og stå stabilt samt give borgerne mulighed for at være mere selvhjulpne. Borgernes livskvalitet øges således derved.

Venstre er derfor meget glade for, at Roskilde Kommune nu kan tilbyde skridsikre strømper gratis til plejehjemsbeboere og hjemmeboende borgere med faldtendens.

Publiceret: 08. Maj 2017 09:41
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Egedal

Fik du læst
ANNONCER
Se flere