Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Derfor kan du ikke købe klementiner hele året

Supermarkederne kunne sagtens have klementiner på hylderne hele året. Men de vælger ikke at have det

Af Louise A. Poulsen
lap@sondagsavisen.dk
Hvad er forskellen på en klementin og en mandarin?

En klementin er en art af mandariner. 
Klementinen indeholder færre sten og er derfor god som frisk frugt, mens mandarinen tit ender på dåse, fordi man så kan pille stenene fra først. 
Kilde: Jacob Duch, H&P Frugtimport

En julemåned uden klementiner ville vel nærmest være som en december uden MC Einars 'Jul det' cool' og børnenes julekalender på tv.

Men dårligt er nytåret skudt ind, før klementinen sendes ud i januarkulden sammen med juletræet. Hvorfor er det egentlig sådan?

"De klementiner, som vi danskere spiser om vinteren, kommer friskhøstede med lastbil fra lande i Sydeuropa, for eksempel Spanien og Italien. Men det er en sæsonvare, som kun fås fra midt i november og nogle måneder frem," forklarer Jacob Duch, der er indkøber hos H&P Frugtimport i Vejle og importerer til både supermarkeder og restaurationsbranchen.

Men bananer, appelsiner og ananas kan man jo få hele året, selvom de kommer langvejs fra. Hvorfor så ikke klementiner?

"Det kan man også sagtens. Om sommeren importerer vi klementiner fra Sydamerika, og jeg har altid 100 kilo på lager. De efterspørges nu mest af skibskokke fra for eksempel Sydamerika, hvor de er vant til at kunne få klementiner hele året. Til sammenligning har jeg lige nu mere end 100 tons klementiner – af de sydeuropæiske – på lager."

Hvorfor er det så, at jeg ikke kan købe klementiner i supermarkederne?

"Supermarkederne efterspørger det ikke. Om kunderne vil have det, ved jeg ikke. Men salget dykker her efter jul. Hvis man skulle sælge klementiner om sommeren, ville de blive meget dyrere. Et net med et kilo klementiner, som du i dag kan få til en 10'er, ville måske koste 30 eller 40 kroner, fordi frugten skulle med skib fra oversøiske lande."

Men det skal appelsiner og bananer jo også – og de stiger da ikke til det tre-firedobbelte af den grund?

"Nej, men der kan vi lukke meget større aftaler, der gælder et helt år ad gangen. Appelsiner og bananer er mere udbredte i verden end klementiner. Derfor kan man holde prisen mere stabil i løbet af året," siger Jacob Duch.

Andre frugter

I Coops butikker kan man købe klementiner fra september til februar. De første kommer fra Peru, men hurtigt går man over til at sælge de sydeuropæiske.

"Danmark har ikke fået smag for at spise klementiner uden for hovedsæsonen. Finnerne har klementiner næsten hele året, men de er mere syrlige, og dem oplever vi ikke, at danskerne er interesserede i. Vi går op i, at klementinerne er smagfulde, nemme at pille, søde og fri for sten," siger kategoridirektør i Coop Peter Løth og tilføjer:

"Og så har vi så mange andre frugter om sommeren – blommer, nektariner, druer, ferskner og jordbær, så der er rigeligt med alternativer til klementiner."

Publiceret: 01. Januar 2017 11:30
Leveret af Lokalavisen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Egedal

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt