Ældre Sagens projekt “Skolevenner” er med succes blevet ført ud i livet i flere kommuner. Nu kommer tiltaget til Stengårdsskolen i Ølstykke, hvor de ældre først og fremmest skal deltage i forskellige læseaktiviteter med børnene. Modelfoto fra Ældre Sagen
Ældre Sagens projekt “Skolevenner” er med succes blevet ført ud i livet i flere kommuner. Nu kommer tiltaget til Stengårdsskolen i Ølstykke, hvor de ældre først og fremmest skal deltage i forskellige læseaktiviteter med børnene. Modelfoto fra Ældre Sagen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Egedals ældre tager tilbage på skolebænken

Ældre Sagen i Ølstykke er gået sammen med Stengårdsskolen om et nyt projekt, hvor de såkaldte “skolevenner” skal stå for forskellige læseaktiviteter for tosprogede elever

Ældre Sagen har på landsplan stor succes med projektet “skolevenner”, og nu kommer tiltaget også til Egedal Kommune - nærmere betegnet Stengårdsskolen i Ølstykke.

Den lokale skole er nemlig gået sammen med Ældre Sagens Ølstykke-afdeling om at skabe generationsmøder for skolens børn.

Helt konkret handler projektet om, at den ældre skoleven tager ud på skolen for at læse for én eller flere tosprogede elever, ligesom han eller hun også skal læse højt for skolevennen.

Skolevennen kan dog også blive en slags læsetante/onkel for en lille gruppe børn, som holder af højtlæsning.

“Vi vil først og fremmest tilbyde lektiehjælp og forskellige læseaktiviteter, men man kan også godt forestille sig, at vores skolevenner kan blive en form for støttepersoner for nogle børn, der har behov for lidt ekstra opbakning i dagligdagen. Det er dog op til ledelsen på Stengårdsskolen, hvordan de vil gøre brug af skolevennerne. De har deres ønsker, og det lytter vi naturligvis til,” siger Susanne Kongsaa fra Ældre Sagen Ølstykke.

Ikke en undervisning

Hun understreger, at projektet ikke skal ses som en undervisningsform.

“Det handler på ingen måde om at overtage den faglige eller pædagogiske undervisning. Det er et samarbejde med den ansvarlige lærer eller pædagog, der går ind og sætter retningslinjerne for skolevennen. Ud fra det samarbejde bliver skolevennen så tilknyttet en klasse eller en elev,” siger Susanne Kongsaa.

På jagt efter “venner”

Projektet, der først bliver sat på skinner til februar efter et møde med Stengårdsskolen, er kommet i stand efter en henvendelse fra en lokal borger.

“En kvinde kontaktede os med nogle ideer, da hun havde været involveret i skolens flygtningebørn. Derefter tog vi kontakt til Stengårdsskolen og præsenterede vores projekt. Det har de taget rigtig godt imod, så nu er vi klar til at kaste os ud i det,” siger Susanne Kongsaa, der nu er på udkig efter interesserede skolevenner.

“Vi har allerede fået tilsagn fra to venner, men vi vil gerne have så mange som muligt. Derfor skal man ikke tøve med at kontakte os, hvis man er pensioneret og holder af børn samt gerne vil bidrage til at bygge bro mellem generationerne. Hvis tiltaget bliver en succes, så kan det også gennemføres på flere skoler,” siger Susanne Kongsaa, som mener, at projektet kan give en hel masse til både elever og skolevenner.

“For de ældre venner må det være livsbekræftende at komme på besøg på en skole og møde eleverne. På den anden side kan projektet gøre eleverne stærkere og mere harmoniske,” siger hun.

Publiceret: 05. Januar 2018 06:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Egedal

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt