Ølstykke FC-drengene har løbet penge hjem til den humanitære organisation Fant (Football for a new tomorrow). Privatfotos
Ølstykke FC-drengene har løbet penge hjem til den humanitære organisation Fant (Football for a new tomorrow). Privatfotos
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Fornemt tiltag: Ølstykke-fodbolddrenge løb for børn i Afrika

Ølstykke FC’s U13-afdeling har gennem organisationen Fant løbet 15.000 kroner hjem til fodboldglade børn i Afrika

Hjertet er på rette sted hos Ølstykke FC's U13-mandskab.

Kort før jul troppede cirka 30 drenge op på klubbens kunstgræsbane for at deltage i et støtte-projekt til fordel for fodboldglade børn i Sierra Leone i Afrika.

Via “Løb for en sag” og gennem den humanitære organisation Fant (Football for a new tomorrow, red) skulle de lokale drenge løbe 30 omgange på 30 minutter, som via sponsor-støtte nu har kastet en økonomisk håndsrækning af sig på 15.000 kr., der går til Fant og i sidste ende til børn i Sierra Leone.

“Det var en super god aften. Drengene løb i alt 197 km fordelt på 986 runder, og flere af spillerne kom over de 30 runder som var max, men de blev på banen og hjalp de andre kammerater, som kæmpede sig igennem på de sidste runder,” siger Jacob Remy Høybye, far til én af spillerne på holdet.

Han lægger ikke skjul på, at projektet har samlet forældregruppen og spillerne om en god sag.

“Det er et rigtig fint projekt, som skaber udvikling og forandring for børn og unge, der ligesom vores børn herhjemme bare gerne vil have muligheden for spille fodbold. Det vil vi gerne være med til at støtte,” siger Jacob Remy Høybye.

Vigtigt at hjælpe andre

Han understreger, at projektet, der i øvrigt er stiftet af den tidligere Superligatræner Erik Rasmussen, har givet børnene en masse læring.

“At kunne hjælpe andre, som har brug for hjælp, er en vigtig del af børnenes læring. Derfor er dette projekt så godt. Vores spillere lærer, at deres gode forhold her i Ølstykke ikke er noget, som man bare kan tage for givet. Med til Fant vil vi også sende brugte benskinner og fodboldstøvler,” siger Jacob Remy Høybye.

Det er ikke første gang, at ØFC's U13-afdeling viser sig fra sin bedste side.

“I løbet af året har vi haft fokus på at integrere nogle af kommunens flygtninge, som er jævnaldrende med vores spillere. De har haft muligheden for at træne med og nyde godt af et dansk klub-fællesskab,” siger Jacob Remy Høybye.

Drengene løb i alt 197 km fordelt på 986 runder.
Drengene løb i alt 197 km fordelt på 986 runder.

Publiceret: 28. December 2017 09:29

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Egedal