Der er masser af rigtig god sang i Ganløse Revyen i år. Det er Anne Herdorf, Kim Brandt og Lisbeth Kjærulff, der leverer de liflige toner. (Foto: JK)
Der er masser af rigtig god sang i Ganløse Revyen i år. Det er Anne Herdorf, Kim Brandt og Lisbeth Kjærulff, der leverer de liflige toner. (Foto: JK)
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ganløse Revy: Fantastisk sang og lækkert kål

Sangen er stærk og legen med stemmerne er helt i top i årets Ganløse Revy. Din drømmefyr, kålen fra supermarkedet og dine godnathistorier for børnene vil du se på med helt andre øjne efter en tur på kroen

ganløse Nu er du advaret. Der er ting i dit liv, der vil være noget anderledes efter en tur til Ganløse Revyen 2015. Holdet, der står på scenen i år, består af Lisbeth Kjærulff, Anne Herdorf og Kim Brandt. De tre sørger for, at der bliver vendt op og ned på helt almindelige ting.

Det sker blandt andet i nummeret ”Balladen om Kål”, hvor et helt almindeligt spidskål bliver omdrejningspunktet for omkring fire minutters fantastisk sang, hvor Anne Herdorf og Lisbeth Kjærulff folder sig ud og bruger alle niveauer i deres stemmer. På de fire minutter bliver du ført igennem en mini-musical, der handler om den eneste spidskål, der er tilbage i supermarkedet. Det lyder måske søgt, men det er det ikke, når de to kvinder sprutter af toner, der får dig til at glemme tid og sted.

Stærk sang

I det hele taget er det sangen, der bærer Ganløse Revyen igennem. Lisbeth Kjærulff leger lækkert med stemmen hele tiden, når hun er på scenen. Hun er uddannet operasanger, og det finder man bestemt ud af.

I nummeret ”En hyldest til mændene” får vi opera for alle pengene tilsat sex, humor og folkelighed. Samme Lisbeth Kjærulff folder også sin stemme ud på en sensuel og sex-bombe-agtig måde i nummeret ”Min drømmefyr”. Her står hun på scenen i rødt lingeri, og man tænker meget hurtigt på en vis Marilyn Monroe, mens hun æggende og selvsikkert synger om sin drømmefyr. Hvem denne fyr er, vil vi ikke afsløre. Det skal ses, men det er bestemt ikke en hr. hvem som helst.

Ligeledes tager Anne Herdorf kegler, når hun synger en hyldest til Bob Marley med en kæmpe joint i munden. Humor er der masser af, når hun folder sig ud i nummeret ”Kultur”. Her får emner som globalisering, vores holdninger til indvandrer, familiesammenføringer, racisme og det multikulturelle samfund en omgang i humormaskinen.

Her er hele holdet bag Ganløse Revyen 2015. (Foto: JK)
Her er hele holdet bag Ganløse Revyen 2015. (Foto: JK)

Prinsen og religioner

Prins Henrik kommer også forbi Ganløse Revyen.

Det gør han for at fortælle, hvorfor han ikke har været med til flere af de store offentlige begivenheder i den seneste tid. Det er Kim Brandt, der giver den som Prins Henrik.

I denne monolog bliver det afsløret, at Prins Henrik bruger al sin tid på at skrive godnathistorier – historier der bestemt er langt underbæltestedet men på den lækre måde. Kim Brandt folder sig også ud, når han er religions-købmand og vil sælge dig både den ene og den anden gud eller et blandingsprodukt af alle de guder og religioner, der findes eller ikke findes på jorden. Han gør det også godt, når han kommer forbi i sketchen ”Borgerservice”.

Her er han en usædvanlig høflig, charmerende og venlig borger, der får personalet i borgerservice til at tro, at noget er helt galt. Det er der også, men glæd dig til pointen.

Udover de tre skuespillere på scenen, så er det i år Morten Wedendahl, der er kapelmester og står for det musikalske arrangement.

Han får hjælp af musikeren Mikkel Tiedt, og det er Anders Lundorph, der står for instruktionen. Ganløse Revyen 2015 spiller frem til 29.08, og tag du bare en tur forbi og få vendt op og ned på helt almindelige dagligdagsting.

Lidt westernstil er der over et af de næsten 20 numre, der er i Ganløse Revyen i år. (Foto:JK)
Lidt westernstil er der over et af de næsten 20 numre, der er i Ganløse Revyen i år. (Foto:JK)
Publiceret: 17. Juni 2015 11:30
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Egedal

ANNONCER
Se flere