Freja Hansen har skiftet svømmedragten ud med boksehandskerne. Et fornuftigt valg, for i dag kan bokseren fra Jyllinge Boxing Team kalde sig nordisk mester efter en stor triumf ved stævnet i Gilleleje. Fotos: KT
Freja Hansen har skiftet svømmedragten ud med boksehandskerne. Et fornuftigt valg, for i dag kan bokseren fra Jyllinge Boxing Team kalde sig nordisk mester efter en stor triumf ved stævnet i Gilleleje. Fotos: KT
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Hårdtslående nordisk mester fra Ølstykke: “Boksning er ikke så sjovt, hvis man ikke får et par på hovedet”

Det unge stortalent Freja Hansen fra Ølstykke taler ud, om hvad der driver hende i bokseringen

Hun er smilende, lidt tilbageholdende og en anelse genert.

Den bare 17-årige Ølstykke-bokser Freja Hansen efterlader et roligt, men yderst venligt og positivt indtryk, da Lokalavisen Egedal møder hende i Jyllinge Boxing Teams klublokaler på Margretheskolen.

“Den stille fighter” kunne man passende kalde hende - og så alligevel ikke, for der er nemlig masser af larm omkring Freja Hansen, når hun først har boksehandskerne på og står i ringen.

Det siger resultaterne alt om. Hun er dansk U19-mester i 2016, sjællandsk mester i 2016 og senest nordisk mester i april 2017 på “hjemmebane” i Gilleleje. Læg dertil andre titler samt debut på det danske ungdomslandshold.

“Det har været fantastisk indtil videre. 2015 bød på flere begynder-titler, og sidste år lagde jeg yderligere på med blandt andet SM-sejren og U19-sejren. I år har den nordiske titel helt klart været højdepunktet. Det var fedt at trække det længste strå i finalen mod en dygtig svensk modstander,” siger Freja Hansen, der i øjeblikket er til U17/U19-EM i Bulgarien.

Droppede svømningen

Det lokale stortalent er dog ikke kommet sovende til de mange bokse-triumfer. Faktisk var hun nået langt med elite-svømning i A6-regi, da hun en dag i 2013 troppede op i boksekælderen i Gundsømagle.

“Jeg kom egentlig hernede for at træne en overbelastning i mit knæ, men også for at se, om boksning måske var noget for mig. Det var det, og jeg blev hurtigt bidt af træningen og hele miljøet. Det første år gik med træning og træning - både teknisk og taktisk, men i januar 2014 fik jeg min første kamp, og det var bare fedt,” siger Freja Hansen.

I dag, tre år senere, har hun for alvor fået boksningen ind under huden.

“Når jeg ikke er skole (går i 2.G på Team Danmark-ordningen på Egedal Gymnasium & HF, red), så går min tid med boksning. Jeg holder virkelig meget af det, og så har vi bare et godt sammenhold i klubben, hvor vi altid er der for hinanden. Jeg træner selv tre-fire gange om ugen, hvor jeg blandt andet laver teknisk træning, sparring og styrketræning. Så løber jeg to gange om ugen og er ofte til stævne,” siger Freja Hansen.

Boksning er jo ikke den typiske kvindesport. Hvordan har dine veninder og familie reageret på dit valg?

“Min familie støtter mig 100 procent. Det gør mine veninder også, men de har selvfølgelig lidt sværere ved at forstå, at jeg ikke kan tage til fester og deltage i sociale arrangementer. At gå til boksning, er meget mere end bare kampen i ringen. Jeg skal holde min 54 kilo bantam-vægtklasse, så alkohol og forkert kost sætter mig tilbage. Jeg har også en diætist tilknyttet, som hele tiden holder mig på sporet.”

Hvor meget mental forberedelse gør du brug af?

“Jeg bruger meget tid på at arbejde med mig selv op til en kamp. Det handler om at få de stærke og positive tanker frem, for i ringen står man ansigt til ansigt med en person, som er klar til at gøre det af med dig. Men det er ikke sjovt at gå til boksning, hvis man ikke har prøvet at få et par på hovedet. Det skal man igennem.”

Træning, træning og atter træning. Stortalentet Freja Hansen knokler løs i kælderen på Margretheskolen i Gundsømagle.
Træning, træning og atter træning. Stortalentet Freja Hansen knokler løs i kælderen på Margretheskolen i Gundsømagle.

Dygtige trænere

Freja Hansen har allerede opnået store ting i sin korte bokse-karriere, men viljen og lysten til at udvikle sig lyser fortsat ud af hende, når træner Bo Bøgeskov kalder til øvelser i kælderen på Margretheskolen.

“Jeg er kommet langt ved at give den en skalle, men jeg har også haft de rigtige trænere omkring mig. De har formet mig og gjort mig klar til de kommende udfordringer. Det er svært at sige, hvad fremtiden bringer, men jeg er indstillet på at drive det så langt som muligt,” siger Freja Hansen.

Publiceret: 11. Juli 2017 06:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Egedal

ANNONCER
Se flere
ERROR: Macro disqus is missing!