Selv om det gode sommervejr er sat midlertidigt på stand by, så er der udsigt til, at årets juli bliver en af de varmere af slagsen.
Ifølge DMI ender middeltemperaturen for juli i år for landet som helhed formentlig på 18,8 grader, og det er væsentligt varmere end en normal juli.
I perioden fra 1961 til 1990 - som er den periode DMI normalt sammenligner med - lå temperaturen i juli i gennemsnit på 15,6 grader - altså mere en tre grader lavere end årets juli. De sidste ti år er gennemsnitstemperaturen i juli dog steget til cirka 17 grader - men altså stadig ikke nok til at slå årets juli-temperatur på næsten 19 grader.
Masser af sol Juli i år blev også solrig med over 260 solskinstimer mod normalt 196, og det placerer juli 2010 blandt de ti solrigeste juli-måneder siden de landsdækkende solmålinger startede i 1920. Rekorden for den mest solrige juli blev sat i 2006, hvor solen skinnede i hele 321 timer, oplyser DMI.
Selv om juli 2010 blev varm, så er der stadig et godt stykke til varmerekorden, der blev sat i 2006, hvor gennemsnitstemperaturen i juli lå på 19,8 grader.
Topplaceringer for de fem varmeste juli-måneder:
1. 19,8 grader i 2006 2. 19,5 grader i 1994 3. 18,8 grader i 1941 4. 18,7 grader i 1914 5. 18,6 grader i 1901