Jyllinge-ildsjæle klar med ny musikfestival

Lørdag den 30. august afvikles første udgave af Jyllinge Kultur- og Musikfestival på "Område 11" ud til Roskilde Fjord

Af
Kenneth Tanzer

Kenneth Tanzer

Borgerne i Jyllinge har aldrig ligget på den lade side, når de skal føre en ide ud i virkeligheden.
I efteråret 2013 startede en gruppe ildsjæle et nyt og ambitiøst projekt op under navnet "Jyllinge Kultur- og Musikfestival". Siden er en forening blevet dannet, og lørdag den 30. august fra klokken 11.00 til 24.00 kan publikum kigge forbi "Område 11" ved Hellig Kors Kirken og opleve en bred vifte af musik og underholdning.
"Intentionen indeholder både tanker om fed musik og underholdning, samt aktiviteter i hele Jyllinge by. Indslagene på festivalen skal være en bred vifte af musikgenre og aktiviteter og skal være gratis," siger Nicholas Hansen, som er bestyrelsesformand for den nye forening.

Skal skabe fællesskab

Han lægger ikke skjul på, at festivalen skal være kendetegnet ved at at henvende sig til alle aldre.
"Det skal være en festival, hvis hovedformål er at skabe en oplevelse af samhørighed og fællesskabsfølelse i vort lokalområde. Dette gennem et netværk, der er samlet af så mange interessenter som muligt," siger Nicholas Hansen.
I år er programmet sammensat af folk med lokalforandring. Der vil være indslag fra workshop (Biblioteket i Jyllinge), hoppeborg for de mindste, ponyridning, børnemusik, gospelkor, livebands med jazzorkester, den lokale ”Tina Dickow”, to rockbands, Dj's sidst på aftenen og meget mere. Derudover vil der være et mad- og øltelt.

Kommunen støtter

Foreningen har fået tilladelse fra Naturstyrelsen til at afholde festivalen på område 11, men der har også været en række andre gøremål i forbindelse med projektet.
"For at en sådan festival kan lade sig gøre, kræver det stor lokal tilslutning og opbakning. Økonomisk er festivalen støttet med et beløb fra kommunen, men vi mangler en god solid sponsorgrupper for at festivalen kan løbe rundt. På sigt er det vores håb, at festivalen vil vare fra torsdag til søndag i den sidste weekend i august på tre scener spredt rundt i byen og på teltområder," siger Nicholas Hansen.
På hjemmesiden www.jkom.dk kan man se hele programmet for festivalen.

Publiceret 15 August 2014 00:00

SENESTE TV