Kører for børn og unge:

Cykelhold starter turen i Smørum

Velgørenheds-holdet "Team Giv Håb" skyder deres Danmarks-tur i gang på fra Smørum Kulturhus

Søndag den 2. august tager velgørenheds-cykelholdet "Team Giv Håb" hul på deres tur rundt i Danmark.
Og starten bliver såmænd fra Smørum Kulturhus, hvor holdet fra klokken 7.30 til 9.00 vil byde borgerne på morgenmad, inden der køres mod Odden.
"Vi er meget glade for at starte i Smørum, da vi altid har fået flot opbakning og sponsor-hjælp fra borgere og firmaer i området. Vi føler, at vi har et nært forhold til Smørum. Det blev også bekræftet, da børnene fra Smørum distriktsskole løb et velgørenhedsløb og indsamlede 128.724 kroner. Optakten til dette børneløb var, at Børn, Unge & Sorg var ude og holde foredrag for alle børnene, hvor kan man få hjælp, hvis man oplever sygdom eller død i nærmeste familie," siger Lonnie Brinck fra cykelholdet.
Også den lokale cykelhandler "Cykel-Fix" får stor ros, da de har været med til at gøre turen mulig ved at støtte holdet ved at sponsorere Co2-patroner.
"Det kan godt være en bekostelig affære at være uerfaren rytter. Det koster en del punkteringer, så det er en stor hjælp at vi har fået sponsoreret Co2-patroner," siger Lonnie Brinck til Lokalavisen Egedal.
Penge går til organisation
"Team Giv Håb" er et dansk velgørenhedscykelhold, der samler penge ind til fordel for de børn og unge, der hvert år oplever deres forælder eller søskende bliver alvorligt syge eller dør. De penge holdet samler ind går ubeskåret til organisationen "Børn, Unge & Sorg".
"Team Giv Håb" har tre cykelhold, et i Odense, et i Århus og et i København med hver 30 ryttere, som bruger en uge af sommerferien på at cykle Danmark rundt, eller sagt på en anden måde cykle cirka 1.200 km. rundt i landet.

Publiceret 23 July 2015 00:00

Lokalavisen Egedal nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Egedal
SENESTE TV