Tidligere borgmester fylder 80 år

Jyllinge og Gundsøs tidligere borgmester, Jens Müller, runder et skarpt hjørne

Den forhenværende borgmester i Gundsø Kommune, Jens Müller, kan i morgen fredag fejre sin 80 års fødselsdag.

Jens er født på Færøerne, men i 1969 kom han til Jyllinge, hvor han stadig bor.

På mange måder har Jens gennem årene været en aktiv borger for lokalsamfundet - han var i 70'erne involveret i Jyllinges ålefester, og han har bidraget som mangeårig frivillig brandmand i lokalområdet. I flere år var Jens havnefoged for Jyllinge Lystbådehavn. I 21 år sad han i byrådet for De Konservative i Gundsø - heraf fire år som 1. viceborgmester og otte år som borgmester.

Jens Müller var kendt som en empatisk borgmester med klassiske konservative værdier som tryghed, ansvar og tradition. Som eksempel var en af Jens' mærkesager etablering af et fast ambulanceberedskab på brandstationen mellem Jyllinge og Gundsømagle.

Hans tidligere byrådskollega Karin Sloth fortæller:

Ordholden mand

“Jens var jo en vanvittigt ordholden mand. Han havde en konservativ humanistisk tilgang til tingene. Han var meget optaget af ordentlighed. Og det er rigtig gode kvaliteter. Han var også meget ukrukket og havde god selvbevidsthed. Og så har Jens en skarp retfærdighedssans ”Hvad er i orden, og hvad er ikke i orden,” siger hun.

Jens mistede sin kone i september sidste år. Men han er frisk og rørig, holder aktivt både hus og have, og passer samværet med venner og familie - ikke mindst de to voksne børn, der også bor i Jyllinge.

Publiceret 24 May 2018 00:00

Lokalavisen Egedal nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Egedal
SENESTE TV