Helle Anna Elisabeth Nielsen.
Helle Anna Elisabeth Nielsen.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Læserbrev: Bedre samarbejde og mere forældreindflydelse i vores dagtilbud

Af Helle Anna Elisabeth Nielsen, bestyrelsesmedlem i Forældrenes Landsforening (FOLA) og kandidat for Radikale Venstre i Egedal

Et tæt samarbejde mellem forældre og pædagoger forudsætter en ligeværdig dialog, der hviler på en gensidig forståelse og respekt for hinandens kompetencer.

Jeg tror den opstår der, hvor forældrene som udgangspunkt anerkendes som eksperter i deres egne børn og pædagogerne i ”børne-flokken”. Hvert barn er forskelligt og det kræver en god dialog og tid til samme.

Det er særligt vigtigt i de tilfælde hvor barnet har særlige behov, og det kan alle børn have i perioder af forskellige årsager. Det er vigtigt at alle børn bliver set og modtaget og inddraget i fællesskabet. Det er også vigtigt at forældrene føler et ejerskab til den institution deres barn skal vokse op og inkluderes i fællesskabet i – et fælleskab, som består af både voksne og børn, og som familierne mødes i og omkring.

Et ejerskab opstår når forældrene har indflydelse på deres børns hverdag og mulighed for at præge den institution, de har deres børn indskrevet i. Engagement og indflydelse følges ad og engagementet fra forældrenes side smitter af på vores børns trivsel og glæde ved deres hverdag. Derfor skal vi give institutionerne tilbage til forældrene.

Vi skal decentralisere beslutningskompetence til lokale forældreråd og lade pengene, der i dag går til mellemledere på rådhuset, komme tilbage og arbejde på ”gulvet” i institutionerne.

Jeg har tilsluttet mig de Radikale og vil arbejde på at få indført en ny børnepolitik i Egedal – en børnepolitik der skabes i samarbejde med forældrene til Egedals børn – og ikke ”udtænkes” på rådhuset. Fremtiden skaber vi i fællesskab. Det tror jeg på!

Publiceret: 29. Oktober 2017 09:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Egedal

Kommunevalget: Her er din stemmeseddel
Kommunevalget: Her er din stemmeseddel