Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Læserbrev: Egedal har behov for mere end et generationsskifte

Af Rikke Mortensen, spidskandidat for Radikale Venstre i Egedal

Der er noget rivende ravende ruskende galt i Egedal Byråd og der skal mere end et generationsskifte til, der er behov for en ny politisk kultur.

Det politiske niveau er kommet for langt væk fra borgerne. Siden kommunalreformen er afstanden mellem borger og politiker blevet markant forøget på landsplan, men i særdeleshed i Egedal. Det udhuler tilliden til folkestyret eller det lokale nærdemokrati.

I Egedal skal vi have et kulturskifte henimod et Byråd, som i højere grad tør vise uenighed også i det offentlige rum. Den konsensuskultur og lukkethed, som har præget byrådet de sidste 4 er ikke til gavn for borgernes opfattelse af os, som ’deres mand på tinge’. Vi må aldrig blive mini embedsmænd, vi skal vedblive at være folkevalgte politikere.

Den tillid, som ligger i at være af folket valgt skal håndteres med varsomhed og vi skal til stadighed være lydhøre og søge at udvikle Egedal i fællesskab med vores borgere. Vi skal ikke tilbage til det gamle sogneråd, men måske lidt ad vejen, vi kan ikke forskanse os på rådhuset og gemme os i embedsværkets skørter.

Vores borgere oplever og giver udtryk for, at det er embedsværket, som har magten i Egedal og ikke det politiske niveau. Den kritik skal tages ganske alvorligt for det, den siger er, at politikerne mangler visioner, handlekraft og mod til at sætte retning og tage ansvar.

Vores borgere skal have mulighed for at komme tættere på os politikere, når beslutninger tages, som berører deres liv og hverdag. Det skal være lettere at få indflydelse som borger i Egedal, vi skal tænke i nye måder at invitere borgerne ind og ikke kun i forbindelse med høringer, dialogmøder og udvikling af politikker.

Et konkret forslag er at tage paragraf 17 stk. 4 udvalg i brug dvs. at nedsætte ad hoc udvalg bestående af borgere og eventuelt politikere til at løse eller komme med forslag til diverse problemstillinger. En anden model er at gøre det muligt for borgerne at få en konkret sag behandlet, hvis eksempelvis min. 200 borgere har indstillet sagen til behandling i Byrådet.

Egedal skal have en borgmester, som både kan skabe en ny politisk kultur og som samtidig kan levere en bedre balance mellem embedsværk og politikere. En borgmester som tør invitere borgerne tættere på og som kan sætte retning og gå forrest for en ny vej for Egedal. Fremtiden skaber vi sammen med borgerne i Egedal, politik skal være vedkommende ellers er det lokale demokrati uden substans.

Publiceret: 10. November 2017 09:55

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Egedal

Kommunevalget: Her er din stemmeseddel
Kommunevalget: Her er din stemmeseddel
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt