Betina Hilligsøe.
Betina Hilligsøe.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Læserbrev: Egedals folkeskoler skal hjælpes videre

Af Betina Hilligsøe, ny byrådskandidat for Venstre i Egedal

Jeg ønsker ikke at trætte læseren med de historiske lussinger vores Folkeskole har været igennem. Dem tror jeg vi alle kender alt for godt – og vi skal videre. I stedet ønsker jeg at starte dialogen om, hvordan vi sammen kan forbedre vores skoler.

Som alle andre kommuner bliver vi løbende pålagt at gennemføre effektiviseringer. Det gælder også på skoleområdet. Men hvis vi lader alle forhold på skolerne være status quo, og sidder og venter på de årlige besparelsesrunder, så kan vi lige så godt starte en slagterforretning op, for så er det ren salami-metode vi bedriver.

Det ønsker jeg IKKE længere at være med til. Jeg mener, at det politiske niveau skal hjælpe skolen ud af slagterforretningen.

Så hvad kan vi reelt ændre på?

Vi bliver nødt til at få startet en langsigtet plan for vores nedslidte kommunale bygninger – det gælder også skolerne. Har vi råd til at blive ved med at drive 12 skoler, hvor vi smider dyre penge efter endeløs renovation? Skulle vi ikke hellere se på, hvordan vi får moderniseret vores skoler, får udbygget, ombygget, nedrevet, opført? Lad os inddrage det omkringliggende samfund – så skolerne kan blive mere åbne bygninger med flere formål? Lad os skabe nogle inspirerende lokaler med bedre indeklima og menneskelige toiletforhold?

Skulle vi koble bedre idrætsfaciliteter sammen med skolerne – så den berømte ”bevægelse” i undervisningen rent faktisk og praktisk kan gennemføres, og undgå at 3-4 klasser i idræt samtidig skal stuves ind i en alt for gammel hal med nedslidte badefaciliteter?

Jeg tror meget på differentiering. Vi skal behandle børn lige – men ikke ens. Og hvad mener jeg så med det? Børn lærer på forskellige måder, og i forskellig hastighed. Nogle er meget dygtige og kvikke, andre har behov for væsentligt mere hjælp.

Men hvis vi fortsætter med klasseundervisning drevet af en fast øvre klassekvotient med en rigid økonomisk tildelingsmodel og ikke skeler til, hvad sammensætningen af børnene er, så giver vi ikke fagpersonalet en jordisk chance for at differentiere og målrette læring til det enkelte barn. Ud kommer der groft sagt et gennemsnitligt godt resultat. Vi skal have større ambitioner på vores skole og vores børns vegne.

Hele inklusionsområdet skal endevendes. Her kan vi både finde bedre, mere nære og bæredygtige løsninger – sammen med specialister på området – i de lokalområder, hvor disse børn bor og har brug for lokal tilknytning.

Kan vi ændre på det? Ja – det kræver politiske visioner og en langsigtet planlægning og modet til at tage diskussionerne om de påkrævede forandringer. Jeg har tillid til, at vi sammen med skole- og fagpersonale kan få Egedals skoler hjulpet videre.

Publiceret: 28. September 2017 12:16

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Egedal

Kommunevalget: Her er din stemmeseddel
Kommunevalget: Her er din stemmeseddel