Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Læserbrev: For meget valgflæsk - for lidt hukommelse?

Ane Hag, Stormosevej 13, Smørum:

Der er i disse dage ikke grænser for, hvad politikerne lover. Penge til det ene, bedre service til det andet. De kan og vil det hele, og sådan er det vel naturligt i en valgkamp.

Jeg håber dog, at vælgerne i Egedal husker de sidste 4 år og ikke lader sig forblænde alene af valgløfter. For det er jo i byrådets virke imellem valgene - og på de ting som er sagt og gjort af politikerne i den periode - at vi kan se, hvad partierne reelt arbejder for.

Som medlem af skolebestyrelsen i Smørum de sidste 8 år har det været frustrerende og ganske svært at råbe politikerne op og få dem til at anerkende problemstillingerne på skole- og daginstitutionsområdet. Vi er blevet mødt med manglende gennemsigtighed og ofte svar som ”skolerne har masser af penge” eller ”vi vil hellere høre de gode historier”.

Men nogen har lyttet! Hele vejen igennem har Rikke Mortensen fra De radikale kæmpet for vores daginstitutioner og skoler. Hun har råbt højt og sagt flertallet imod. Hun har påpeget problematikkerne igen og igen. Og jeg gætter på, at hun har fået en del politiske knubs undervejs.

Men hun har ikke givet op. Hun har kæmpet for en lokalaftale med lærerne, hun har kæmpet for at få sygefraværet på dagsordenen, hun har kæmpet for at bevare og styrke indsatserne til de svageste børn, hun har kæmpet for at bevare Hede Enge og hun har kæmpet imod besparelserne på områderne – herunder også taget forbehold for den rammebesparelse på 12,3 mio. kr., som skal udmøntes næste år på skoleområdet. Hun har påpeget problemerne med den høje andel ikke-uddannede lærere, den manglende tillid mellem forvaltning og lærerforening, og vores lave lønniveau til lærere og ledere, som gør det svært at tiltrække og fastholde de dygtige medarbejdere.

Og ikke mindst så har hun lyttet og taget det alvorligt, når vi fra hverdagen på skoler og daginstitutioner har råbt vagt i gevær!

Men hov, de radikale har jo også stemt for budgetterne de senere år? Er de så bedre end de andre? Næh, det kan man jo sige. Men sådan er gamet i kommunalpolitik, når man er et lille parti med kun to mandater. Hvis man vil have lidt indflydelse og kunne sætte nogle fingeraftryk i budgettet, så må man også tage del i spillet.

De radikale har kæmpet - og fastholdt deres stædige insisteren på, at vi skal gøre det bedre for vores børn. Fordi det er vigtigt!

Jeg sætter mit kryds ved De radikale den 21. november. Fordi de stiller med et stærkt hold med stor faglig indsigt og erfaring og en vilje til at kæmpe for vores børn. Og fordi jeg tror på, at vi har brug for politikere i byrådet, der indædt tror på og kæmper for deres mærkesager - selv når de kun har to mandater. De har ikke kunnet få deres politik gennemført med 2 mandater, men hvad nu hvis de var 5? Eller 10? Så de kunne få reel indflydelse?

Og er du der, hvor du politisk slet ikke kan sætte et kryds ud for De radikale, så fortvivl ikke. Både Venstre og SF har nye kandidater på listen, som gennem mange år har kæmpet for børnene i fx skolebestyrelser, og som nu gerne vil gøre deres indflydelse gældende. Og i Venstre findes også nuværede byrådsmedlemmer, som kæmper for politik i børnehøjde.

Jeg tror på, at et generationsskifte og et stærkt samarbejde på tværs af partierne mellem kandidater, der brænder for vores børn, kan sikre bedre rammer for daginstitutioner og skoler i Egedal. Så lad os give børnene en tydeligere og stærk stemme i det nye byråd! Det skylder vi vores børn!

Publiceret: 07. November 2017 08:51

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Egedal

Kommunevalget: Her er din stemmeseddel
Kommunevalget: Her er din stemmeseddel