Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Læserbrev: Sparekataloget, der udeblev

Af Karin Boysen, borger i Egedal Kommune

Valget nærmer sig med hastige skridt. Det gør effektueringen af besparelserne på skoleområdet også. 12,3 mio. kr. skal der spares!

Vi er rigtig mange borgere i Egedal Kommune, der stiller os selv spørgsmålet: Hvor vil politikerne finde besparelserne?

Det har vi i valgkampen ikke fået ret mange svar på. Svar, som vil være nyttige at have, inden krydset skal sættes den 21. november.

Administrationen skulle efter planen være kommet med et sparekatalog 7. november. Det er ikke sket. Arbejdet med sparekataloget er trukket så meget i langdrag, at Børne- og Skoleudvalget har besluttet først at offentliggøre det efter valget. Meget bemærkelsesværdigt. Man må spørge sig selv: Hvorfor?

Måske fordi et sparekatalog ville give Egedals borgere indblik i de konkrete besparelsesmuligheder. Dernæst ville de samme borgere spørge partierne: Hvilke besparelsesmuligheder vil I konkret pege på? En ubehagelig situation, når der skal skæres 12,3 mio. kr. væk fra et i forvejen udsultet skoleområde.

Men er det ikke rimeligt, at Egedals borgere INDEN valget får sparekataloget at se, så vi ved, hvor politikerne vil tage pengene fra EFTER valget? Det manglende sparekatalog betyder, at det ikke er muligt for Egedals borgere at drøfte de konkrete besparelser med politikerne i selve valgkampen.

Det ville klæde politikerne at stå frem og fortælle, hvad borgerne mere konkret har i vente af besparelser på skoleområdet. Alt andet er simpelthen unfair og tyder på en udbredt manglende vilje til åben dialog med borgerne.

Imens vi venter på svar, må vi alle huske vedholdende at spørge politikerne: Hvor vil I finde besparelserne?

Publiceret: 09. November 2017 07:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Egedal

Kommunevalget: Her er din stemmeseddel
Kommunevalget: Her er din stemmeseddel