Læserbrev:

Tanker om Egedals budget

Af Per Wiese, Dr. Margrethes Vej 59, 3650 Ølstykke

På Egedal Kommunes borgermøde d. 30. aug. om budgetforslag 2018 gennemgik kommunaldirektøren budgetforslaget. Herunder blev vist et diagram over kommunens nettodriftsudgifter 2014 til 2018. Diagrammet gav det indtryk, at kommunens driftsudgifter i perioden er steget med 156,3 mio. Orv tænker man – godt gået kommune, så er servicen nok blevet bedre.
Men på forespørgsel oplyste kommunaldirektøren, at tallene ikke var korrigeret for pris- og lønstigninger. Hvis man gør det med en årlig fremskrivning på 1,5% ændres væksten til 21,6 mio. – Nå tænker man, så er det ikke så mærkeligt, at vi ikke oplever de store fremskridt.
Tirsdag d. 30.aug. skulle kommunen reducere budgetforslag 2018 med 53 mio. Fredag d. 1. sept. var de blevet til 64 mio. Hvad bliver det næste? Hvis byrådet vælger at reducere driftsudgifterne i 2018 med fx 21,6 mio., er der slet ingen stigning tilbage over den 4-årige periode.
Hvis Byrådet sparer mere end de 21,6 mio. bliver væksten pludselig negativ. Vælger byrådet at spare alle 64 mio på driften bliver ”væksten” på minus 42,4 mio. Sådan kan plus 156,3 mio. blive til minus 42,4 mio. Og det er jo en helt anden historie!
Kommunaldirektørens tal er selvfølgelig rigtige. Men de giver ikke et reelt billede af virkeligheden!

Publiceret 06 September 2017 07:00

Lokalavisen Egedal nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Egedal
SENESTE TV