Læserbrev:

Miraklet i Egedal?

Af Anders Larsen, Æblevangen 23 i Smørum

Da Egedals nye rådhus blev bygget blev vi lovet store besparelser i administrationen.

Men vælgeres hukommelse er kort. Derfor behøver borgmesteren ikke at bekymre sig så meget om besparelserne i administrationen faktisk realiseres.

Det var skuffende at den store analyse som kommunen havde bestilt hos forskningsinstituttet VIVE konkluderede at Egedal var dyr mht. administration.

Vi har netop lavet en analyse af de seneste kommunale økonomiske nøgletal fra indenrigsministeriet. Vi tænkte at tallene nok lignede sig selv i den forstand, at Egedal stadig var dyrt administreret. Men skal man tro tallene er der sket et lille mirakel:

I 2003 kostede Egedal ca 10% mere at administrere end en gennemsnitlig kommune. I 2017 kostede Egedal 7% mindre at administrere end en gennemsnitlig kommune.

Ifølge nøgletallene er det især den decentrale administration og ledelse, der er skåret i. Men også den centrale administration og ledelse, der har været meget dyrere end gennemsnittet, er nu på niveau med gennemsnittet på landsplan.

Der er et spørgsmålstegn i overskriften. Det skyldes, at ser man på årsværk i stedet for udgifter, så er antallet af årsværk til administration per indbygger godt nok reduceret i Egedal; men på landsplan er antallet af årsværk per indbygger faktisk reduceret en anelse mere.

Konklusionerne ville være den samme, hvis man sammenlignede Egedal med de andre kommuner i regionen.

Vi radikale mener at Egedal skal have en effektiv administration, så man skal ikke spare hovedløst; men det må være rimeligt at forvente at Egedal fortsat høster flere rationaliserings gevinster i ledelse og administration end en gennemsnitlig dansk kommune.

Publiceret 13 March 2018 06:00

SENESTE TV