Læserbrev:

Udvalg følger bus 217

Karim Friis Arfaoui, formand for Klima- og Miljøudvalget, Roskilde Kommune: Bus 217, der kører mellem Jyllinge og Veksø Station, har haft store forsinkelser i efteråret 2017. Lige før jul blev køreplanen justeret, og det har forbedret rettidigheden, men kommunens Klima- og Miljøudvalg vil stadig følge udviklingen tæt. I august 2017 blev linje 217 lagt sammen med linje 163, der kører i Egedal Kommune. Den samme bus skifter nu linjenummer på Veksø Station. Det har den fordel, at begge kommuner har kunnet spare driftsudgifter, da man har undgået, at to busser holder stille i mange timer om dagen ved endestationerne. Problemet er dog, at den oprindelige køreplan ikke var tilpasset trafikken. Det gav store forsinkelser på bus 217. Forsinkelserne var værst i november 2017, og Movia justerede derfor køreplanerne midt i december. Vi kan se på tallene, at forsinkelserne er gået meget ned fra november 2017 til februar 2018. Samtidig er passagertallene blevet meget højere – faktisk har de 3 måneder haft flest passagerer sammenlignet med alle andre måneder i 2016 og 2017. Men vi er ikke helt trygge i udvalget endnu, da vi stadig får meldinger om forsinkelser i de tidsrum, hvor borgerne er mest afhængige af bussen. Derfor vil vi holde et skarpt øje med pålideligheden og passagerudviklingen fremover. Vi tager også et møde med landsbyrådet og andre interesserede i Gundsømagle, for at være sikre på, at linje 217 fungerer som den skal. Det er muligt at tilpasse køreplanen for linje 217 yderligere. I det tilfælde anbefaler Movia, at det sker fra august 2018. Det er bedst, at køreplanændringer sker på samme faste tidspunkter i året, så ændringer på busruter og togafgange i hele landet træder i kraft på samme tid (august og december).

Publiceret 27 April 2018 02:00

SENESTE TV