Læserbrev:

Borgerne skal inddrages om atomaffald på Risø

Mette Gjerskov, MF for Socialdemokratiet, fmd. for Folketingets Tværpolitiske netværke for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder:

Roskildeborgere skal inddrages under bygningen af mellemlageret for atomaffald på Risø.

Det nåede daværende minister Søren Pind at sikre, inden han forlod politik. Jeg havde fået tre håndgribelige svar fra ministeren, inden den endelige beslutning om mellemlageret skal tages i Folketinget.

Nu vil jeg kræve, at den nye minister Tommy Ahlers lover årlige borgermøder på Risø, så alle kan følge processen med egne øjne.

Jeg synes, at spørgsmål om borgerinddragelse, sikkerhed og økonomi er vigtig for Roskildes borgere. Derfor fik jeg stillet nogle spørgsmål til Søren Pind, der jo havde ansvaret for området. Det er altid en god idé, at have en minister til at skrive under personligt, hvis der opstår bøvl bagefter.

Det er jo en opgave for hele Danmark, og den skal ikke bare tørres af på borgerne i Roskilde.

Svarene siger klart, at staten står for al økonomien, så det bliver skrevet ind i de kommende finanslove. Der vil blive afholdt et borgermøde i juni.

Endelig garanterer Søren Pind, at det nuværende lager er sikret til 3,06 meter – altså en meter over vandstanden, da stormen Bodil hærgede.

De konkrete svar kan ses i bilag 2 til betænkningen på dette link fra Folketinget.

Publiceret 11 May 2018 00:00

Lokalavisen Egedal nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Egedal
SENESTE TV