Louise fra Ølstykke ses her med den tidligere landsholdsspiller Rikke Nielsen, der står i spidsen for LykkeLiga.

Louise fra Ølstykke ses her med den tidligere landsholdsspiller Rikke Nielsen, der står i spidsen for LykkeLiga.

Læserbrev: Et fantastisk håndboldtilbud til børn og unge med udviklingshandicap

Jeg er mor til en pige med Downs syndrom. Min datter Louise er 15 år, og hun er en del af HØJ KIDZ, der er et relativt nyt tilbud rettet mod børn og unge mellem 5 og 16 år med udviklingshandicap hos HØJ Håndbold.

Jeg skriver dette brev, da jeg gerne vil hjælpe med at udbringe viden om holdet, og fordi jeg ved, hvor svært det er, at finde tilbud til et barn med udviklingshandicap. Dette tilbud er fantastisk. HØJ KIDZ rummer ALLE børn, og trænerne møder altid alle børnene med en entusiasme og glæde, der smitter af på såvel børn som forældre. Det gør mig virkelig glad.

Jeg tager hatten af for de otte HØJ KIDZ’ trænere - bedre trænere findes vist ikke. De stiller frivilligt op torsdag efter torsdag. De læser børnene ved mindste vink og alt bliver en leg. Hos HØJ KIDZ er der plads til alle. Det er underordnet, hvilket udviklingshandicap, man har, eller hjælpemiddel, man er afhængig af.

Det rør mig dybt at se min pige vokse i trænernes samvær og se hende overkomme ting, som jeg slet ikke troede muligt. Det så jeg senest i pinsen. I pinsen deltog HØJ KIDZ nemlig i LykkeCup, der er er Danmarks største fest for udviklingshandicappede børn under tidligere landsholdsspiller Rikke Nielsen, der står i spidsen for LykkeLiga. Det var et fantastisk arrangement, hvilket i stor grad skyldes de frivillige træneres engagement.

Hvis du har eller kender et barn, der er lidt ”skæv” og derfor ikke passer til de almindelige hold, men som har lyst til at dyrke sport sammen med andre ligestillede, kan jeg kun opfordre til se dem træne, når sæsonen starter igen til august. I den netop afsluttede sæson var der 19 børn og unge på holdet.

Jeg håber, at vi ses til august.

Publiceret 16 June 2019 06:33