Sankt Hans-fejring, når det er smukkest. Foto: Martine Bach-Kristensen

Sankt Hans-fejring, når det er smukkest. Foto: Martine Bach-Kristensen

Læserbrev: Alle taler om fællesskab, men hvem gør noget ved det?

Af Anne Hjælmsø, Enghøjvej 46, Ganløse, 3660 Stenløse

Vi har netop passeret Sankt Hans. En årstidsmarkering og anledning til bål og sang. Vi synger blandt andet: ’Hver sogn har sin heks, hver by sine trolde’ – og det er jo dem, som vi fra livet med glædesblus holde.

I vores landsbyområde har vi en tradition, hvor vi mødes i Lunden. Mange mødes forinden med familie, naboer og griller, før de spadserer ned til den grønne lund. I år blev vores gruppe lidt forsinket på grund af snobrødsdej og vi hastede ned ad Hvidehøjvej efter de liflige dufte af det tidlige børnebål og let brankede snobrød.

Vores sko gav genlyd på fortovet, men det var også de eneste lyde, der kunne spores. Vi vandrede som i et vakuum, tømt for lyde og bevægelser. Ikke et køretøj mødte vi, ingen – ingen var på gaderne denne sommeraften. Det fik os til at hviske til hinanden om barndommen bog om ”Palle alene i verden”. Sådan var oplevelsen. Ved Bakken fangede vi lydene nede bag markerne nede ved åen. Og snart sod vi midt i den herlige folkefest.

Her sad venlige koner og forærede væk til alle børn: Snobrød, pinde, skumfiduser, mindre pinde – lidt senere syltetøj og servietter til de sodede, klistrede fingre. Deltagerne var fra nyfødte til store skolebørn, der først bare hjælper de små og siden også selv vil stege de legendariske brød, der traditionen tro er meget mørke udenpå (brændte?) og temmelig rå indeni. Guf til ganen. – Børn og voksne afleverede deres pinde efter brug. Der var nok til alle – også et par voksne.

Familierne sidder på tæpper op ad skrænterne, øl og vand købes for små penge, der er levende musik, og en fin tale fra en tidligere borgmester, der fortalte om glæden ved at være frivillig.

Talen fra Bylaugets formand var god. Han hilste alle hjerteligt velkommen og inviterede alle, der endnu ikke var medlemmer til at være med til at støtte landsbyfællesskabet – for en pris af 100 kroner om året. Alle kan blive medlemmer. Men Bylaugets motto er også at alle, der endnu ikke har opdaget hvilket hyggeligt – og kraftfuldt organ Bylauget er, kan deltage i diverse arrangementer, der i sig selv er gratis. Lad mig nævne: Det store juleoptog med juletræ og -mand plus godteposer til alle børn (u/b). Fastelavnfesten, Kræmmermarked og ikke mindst ”Ganløse by Night”.

”Men hvor kommer pengene fra? Fra kommunen??” –

Svaret er giver sig selv. En ’hund’ per person per år rækker ikke langt til alt dette – medmindre altså, at bestyrelsen og masser af frivillige tager en lille, eller stor tørn.

Hvem skulle ellers købe øl og vand, sætte telte op, etablere scene, højtalere, borde. Bede børnehaven om at kreere en heks. Hvordan skulle engen ellers blive slået, så de mange mennesker kan gå, stå, danse, synge, sidde, og bane ’vej’ til barnevogne og andre på hjul også kan deltage?

Hvem køber ind og laver lige snobrødsdej af 8 kg mel?

Og hvorfra skulle brændet til bålene komme, hvis ikke positive landsby beboere trillede med store læs trailere?

Hvis jeg skal sige det kort, så er det et mega stort frivilligt arbejde, der ligger bag denne og de øvrige fester og aktiviteter. Men i denne tid hvor en del af befolkningen lider under et overforbrug af elektronisk afhængighed af såkaldte ’sociale medier’ samt almen stress – hvordan får landsbyen så samlet alle disse ihærdige mennesker – og hvordan får de travle børnefamilier tid til at deltage?

Svaret er: De kan ikke lade være!

Vi som har valgt at bo i en landsby, har også valgt fællesskabet til. De som pt. har overskud yder, de som pt. ikke har det nyder – og det er det som vi alle sammen nyder.

Fællesskab, samvær, sjov (og til andre tider alvorlige kampe for at få lov til at beholde de ubetalelige værdier) – det er derfor vi bor i landsbyer, hvor transportmulighederne er ringe, hvor man må kæmpe for at bevare kultur, bygninger, grønne områder – ting, som har bestået i mange år, men som jævnligt er faretruende nær ved sparekniven. Vi er landsbybeboere, vi er fællesskabet, vi er (måske) lidt lykkeligere end andre – og vi tager del. Vi er med i det sure, når vi må kæmpe mod landsbyåndens sjæl og med i det søde – som gratis skumfiduser og snobrødspinde, der går på skift.

Publiceret 27 June 2019 06:32