Forfatter Anne Hjælmsø udkommer nu med sin anden roman
Forfatter Anne Hjælmsø udkommer nu med sin anden roman "Syvstjernen", som blandt andet har taget form i det lille skrivelysthus, hvorfra hun kan skue ud over markerne i Ganløse.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Lokal forfatter klar med ny roman

Ganløse-forfatter Anne Hjælmsø er klar med opfølgeren til bestselleren "Elsker til vanvid"

Syv år skulle der gå, før forfatter Anne Hjælmsø fik sat det sidste punktum i efterfølgeren til sin første roman ”Elsker til vanvid”.

“I forfatterkredse taler man om den svære to'er, og det har jeg tidligere undret mig over. Det var en fornøjelse at skrive den første bog, så jeg kunne ikke se, hvorfor det skulle være anderledes med den næste. Men denne gang stillede jeg pludselig rigtig mange krav til mig selv, så det har været sværere end ventet og taget alt for lang tid, men nu er den her,” fortæller Anne Hjælmsø.

Mislykket oldekolle

Den nye bog hedder “Syvstjernen”, som er navnet på et fiktivt, ambitiøst og dyrt oldekolle beliggende med udsigt over vandet på en skrænt ved Gilleleje.

Det alt for dyre byggeri bliver ikke til det tiltænkte oldekolle, da finanskrisen sætter en brat stopper for salget af boligerne. I stedet rykker en flok umage mennesker ind af nød, fordi de er kommet i klemme på den ene eller anden måde i forbindelse med byggeriet.

Hovedpersonerne er blandt andet et revisor-ægtepar, der har været de drivende kræfter bag byggeriet. Som i enhver god roman griber beboernes livstråde ufrivilligt ind i hinanden, og urkræfter som sygdom, død, fødsel og selvfølgelig had og kærlighed slippes løs.

Gengangere fra første bog

“Der er rigtig mange, der har læst min første bog, og jeg bliver altid spurgt: Hvad sker der så? Hvorfor har du ikke fortalt mere om baggrunden for hovedpersonerne i den første bog? Det får man så til dels svar på i denne, hvor flere af personerne er gengangere. Men bøgerne kan stadig læses helt uafhængigt af hinanden,” siger Anne Hjælmsø, og fortæller, at bogen helt overordnet handler om at turde.

“Du får nogle valg i livet, og det handler om, man tør tage de valg. Om man tør vove sig ud, hvor man ikke helt ved, hvad der venter. Sådan nogle valg har jeg også selv truffet flere gange i mit liv,” fortæller Anne Hjælmsø.

Skriver om ældre

Hun har ikke siddet på hænderne i de forgangne syv år. Mens hun har puslet om “Syvstjernen”, er det blevet til to andre romaner, der ligger næsten klar i skrivebordsskuffen samt to novellesamlinger. Sidstnævnte handler om, hvordan det er at være ældre i Danmark, og Anne Hjælmsø planlægger, at novellerne er næste udgivelse.

“Det er et emne, der optager mig meget, og i takt med at min families ældre har været på sygehus og i kontakt med det offentlige på forskellig vis, så har jeg samlet inspiration til at skrive om det,” forklarer forfatteren, der til sin egen forbløffelse nu selv kan skrive folkepensionist på det i forvejen overtegnede visitkort.

“Min søn sagde helt forarget: Mor, det har du vel ikke tænkt dig at kalde dig?” siger Anne Hjælmsø med et stort grin, og medgiver, at nok passer det med alderen, men hverken med tempoet, gøremålene eller drømmene for fremtiden.

Flyvsk pensionist

Anne Hjælmsø betegner sig selv som flyvsk, og hun har mange projekter kørende på samme tid. Et hastigt blik på visitkortet vidner om et endog meget aktivt liv og en karriere, der har omfattet så forskellige ting som leder af et forskningslaboratorium i sin egenskab af bioanalytiker, konsulent i Forsvaret, og en uddannelse som cand.mag. i nordisk litteratur og retorik fra Københavns Universitet som kom i hus, da hun var i 30'erne, fordi drømmen om at blive forfatter endelig skulle have vinger.

“Men der var aldrig ro til det. Først da min mand og jeg blev langturssejlere i begyndelsen af 90'erne, fandt jeg tiden og roen til at skrive, når vi var på havet. Der er jo helt naturligt lange perioder, hvor man ikke kan gøre andet. Så var det pludselig dejligt og sjovt, og sådan blev min første bog til,” smiler forfatteren, der også er yachtskipper og har krydset Atlanten i egen båd.

Nu er begge ben på landjorden, og når der ikke bliver skrevet fiktion i det charmerende lysthus i baghaven, hvor hun kan skue ud over markerne, så holder Anne Hjælmsø foredrag, underviser og sidder i styrelsen for de skønlitterære forfattere i Dansk Forfatterforening.

Ganløse som holdepunkt

Ganløse har i 42 år været det stabile omdrejningspunkt for den travle tilværelse. Her føler Anne Hjælmsø, at hun hører til - ikke mindst på det lille bibliotek, som hun har været med til at kæmpe for blev bevaret. Her henter hun ofte inspiration til sine skriverier. Der er dog ingen lokale, som behøver at frygte, at de er blevet til romanfigurer, bedyrer forfatteren.

“Det er en floskel, at en forfatter altid er på arbejde, men sådan har jeg det. Se nu måden, du holder din kuglepen på. Det kan godt blive til en egenskab på en eller anden figur engang, men det er jo ikke dig som person, der bliver gengivet. Så det er mest på den måde, jeg lader mig inspirere. I min bog er de to hovedpersoner nogle ret akavede revisorer, og jeg vil gerne slå fast, at ingen revisorer i Ganløse overhovedet har strejfet mine tanker, da jeg opfandt personerne,” griner Anne Hjælmsø.

Romanen Syvstjernen udkommer 1. august på forlaget Genspejling.

Publiceret: 30. Juli 2014 08:09
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Egedal

ANNONCER
Se flere