Hjemme i Ølstykke sidder Matthew med sin Ipad og ser ’Klassen’, som han selv medvirker i som skuespiller.
Hjemme i Ølstykke sidder Matthew med sin Ipad og ser ’Klassen’, som han selv medvirker i som skuespiller.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Mød Matthew fra Ølstykke: Han jagter skuespiller-drømmen

Med en birolle i tv-serien ’Klassen’ har 13-årige Matthew fra Ølstykke snuset til livet som skuespiller

Af Anne Lønstrup

Hvad gør man, hvis man går med en drøm om at blive skuespiller, sanger eller danser?

Man opretter en castingprofil og håber på, at blive ringet op fra et produktionsselskab om en rolle eller et job.

13-årige Matthew Kirk-Iversen fra Ølstykke går netop med drømmen om at synge eller spille skuespil. For godt et år siden lagde han en castingprofil på nettet, og en dag kom hans mor Pia ned på hans værelse og sagde, at DR Ultra havde ringet. De ville prøvefilme ham til fiktionsserien ‘Klassen'.

Her et års tid senere har han medvirket i to sæsoner af serien. Han er med sine snart 14 år allerede blevet for gammel til at fortsætte i ‘Klassen', der skal forestille at foregå i en sjette klasse. Men oplevelsen er lagret på hylden med gode oplevelser. Matthew har fået lyst til mere og tjekker dagligt på nettet, om der er nye castinger i sigte.

At være en anden

Spørger man Matthew Kirk-Iversen, hvad der fik ham til at kaste sig ud på dybt vand som skuespiller, svarer han, at han godt kan lide at performe. Han har spillet hovedrollen i flere musicals og teaterstykker i klubben og på skolen. Det var sjovt, og han fik lyst til at prøve at lave tv.

Godt nok brugte han fem ud af seks sommerferieuger på at filme, men Matthew kalder det en ”dejlig oplevelse” at være med på skuespillerholdet.

”Du skal være en anden - spille dig ind i en rolle, og det har været skægt at prøve. Det foregår på den måde, at manuskriptet til dagens optagelser bliver sendt pr. mail. Det læser man hjemmefra, og så mødes man på settet og taler om, hvad der skal ske i den scene, man skal til at optage. Så spiller man den igennem, før man filmer den et par gange. Selve det at filme og spille har været sjovt men at opleve, hvordan arbejdet på settet foregår, og hvordan man instruerer skuespillere har været rigtig interessant,” fortæller den unge skuespiller.

Hans mor fortæller, at det på ingen måde overrasker hende og Matthews far, at sønnen trives i rampelyset.

”Lige fra han var helt lille, har han haft et kæmpe smil og har danset og sunget, så snart der var musik i radioen. Han har altid været en meget åben dreng, og det må være generne fra hans biologiske forældre, der slår igennem, for resten af familien er mere tilbageholdende, siger Pia Kirk-Iversen, der selv arbejder som dagplejemor og hvis mand er leder i Hovedstadens Beredskab. De to har opfordret Matthew til at forfølge sine drømme og til at gå efter hovedrollerne, så har de givet hjælp til at få læst på replikkerne.

Skuespiller eller fodboldspiller

Matthew har fået mange nye venner blandt de andre unge, der spiller med i tv-serien.

”Når man ikke lige filmer, hænger man ud sammen og hygger sig. Min rolle er faktisk vokset hen ad vejen. Først var jeg statist, senere fik jeg en birolle, hvor jeg især hører til en sportsklike i serien. Men selv om man har en mindre rolle, er man lige så meget til stede, som dem, der spiller de større roller,” fortæller han.

Han har godt kunnet lide at være med i et længere forløb, hvor man er med til at opbygge et univers. Han kan også godt lide opmærksomheden, der følger med hans skuespillerstatus. Og så skader det selvfølgelig heller ikke, at vennerne i hans rigtige klasse på Stenløse Privatskole synes, det er lidt sejt og sjovt, at han har medvirket i en tv-serie på DR.

Og hvad skal der så ske fremover? Ja, det kan godt være, at Matthew vil prøve at tage en uddannelse som skuespiller. Men hvis han skal være helt ærlig, så går han lige så meget efter at blive fodboldspiller. Det er i hvert fald på fodboldbanen, han lige nu bruger størstedelen af sin tid.

fakta

Fiktionsserien 'Klassen' er DR Ultras største seersucces nogensinde.

Første sæson på 71 afsnit fik premiere i august sidste år.

Frem til den 11. maj kører endnu 45 nye afsnit på de unges tv-skærme og smartphones.

Matthew Kirk-Iversen fra Ølstykke har spillet med i de to første sæsoner.

Publiceret: 17. Maj 2017 06:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Egedal

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt