Kom så, alle mand! Der kæmpes i flok i motionsrummet i Sundhedscentret.
Kom så, alle mand! Der kæmpes i flok i motionsrummet i Sundhedscentret.
Foto: due.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Motions-hit: Unge med særlige behov har fået fælles ’svederum’

Unge og deres forældre er begejstrede for nyt, fast mødested i Sundhedscentret

"Hvad så - er du faldet i søvn?”

Kim Corfitz har et lunt glimt i øjet, mens han sender et drilsk smil til den unge mand, der lige har taget sig en pause med vægtlodderne.

Det der med at hive mange kilo op og ned med håndkraft kan unægteligt også være en sej omgang, så nu er der lige brug for lidt moralsk opbakning. Og den er træneren på holdet, Kim Corfitz, straks klar med.

Han foreslår at sænke antal kilo på vægtlodderne og hepper så kraftigt på, at den unge mand klør på:

”Tag ti af dem, og så en pause. OK? Så kører vi!”

Sådan er det på holdet, der mødes denne lørdag formiddag i Sundhedscentrets motionsrum, som de gør hver lørdag.

Her hjælper man hinanden, og stemningen er varm og rummelig. Kim styrer kyndigt og med stor indfølingsevne deltagerne igennem romaskiner, cykler, løbehjul og vægtlodder.

Og deltagerne, det er unge med en form for autismespektrums-forstyrrelse - som ADHD og lignende. De er her, fordi Kim på et tidspunkt fik en idé.

“Jeg sporede et behov hos den her gruppe unge. Mange af dem får ikke meget fysisk aktivitet, da de har svært ved at falde til i et normalt tilbud. Jeg har selv en dreng med ADHD, og kan se meget af ham i mig selv. Jeg tænkte at det er enormt vigtigt at han også får trænet.”

Kim Corfitz kontaktede Egedal Kommune for at høre nærmere om mulighederne. De henviste til Sundhedscentrets motions-faciliteter.

“Kommunen har været fantastisk villige til at stille lokaler til rådighed. Der har været helt utrolig god opbakning”, fortæller han.

Han gik videre til Egedal Autismeforening, som også var begejstrede for ideen:

“Mange af medlemmerne har svært ved at deltage i almindelige fritidsinteresser, så det er skønt at man har en ildsjæl som Kim, der vil skabe et sådan hold”, siger Rikke Simonsen fra Egedal Autismeforening.

Hun forklarer, at tilbuddet primært er for de unge, men at der er plads til at forældrene kan støtte op.

Hun roser også kommunen for at have bakket op ved at stille lokalerne til rådighed.

Aftalen blev, at motionsrummet hver lørdag fra klokken 11.30 til 13 kan benyttes gratis af medlemmer af Egedal Autismeforening, der på forhånd har tilmeldt sig motionsholdet.

Publiceret: 01. December 2017 11:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Egedal