Erhvervslivet har fået bedre vilkår i Egedal Kommune i forhold til sidste år, men erhvervsvenligheden skal stadig løftes, mener udvalgsformand. Modelfoto
Erhvervslivet har fået bedre vilkår i Egedal Kommune i forhold til sidste år, men erhvervsvenligheden skal stadig løftes, mener udvalgsformand. Modelfoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Nedturen er vendt: Egedal er mere erhvervsvenlig

Ny analyse fra Dansk Byggeri viser, at Egedal Kommune har forbedret sin erhvervsvenlighed i forhold til sidste år, men udvalgsformand ønsker en placering i top-25

Det var ikke nødvendigt at finde champagnen frem på Egedal Rådhus, da Dansk Byggeri sidste år fremlagde den årlige analyse af erhvervsvenligheden i landets 98 kommuner.

Egedal kom nemlig ind på en skuffende placering som nummer 88 - blandt andet grundet en lang byggesagsbehandlingstid.

Men i år kan Egedal Kommune godt se sig selv i spejlet, når snakken falder på analysen fra Dansk Byggeri.

Kommunen er sprunget hele 23 pladser fra nummer 88 til nummer 65 - en ganske pæn fremgang, der for kommunerne i Nordsjælland kun er overgået er Hillerød Kommune, der er gået 25 pladser frem fra en placering som nummer 45 til en placering som nummer 20.

“Jeg er glad for Egedals fremgang. Den viser, at de har taget skeen i den anden hånd og gjort nogle ting anderledes,” siger Jørgen Simonsen, formand for Dansk Byggeri Nordsjælland.

Fremgangen vækker også stor glæde hos Jens Jørgen Nygaard (C), formand for Kultur- og Erhvervsudvalget i Egedal Kommune.

“Enhver fremgang er positiv, og når vi går så mange pladser frem, så er det naturligvis ekstra rart,” siger Jens Jørgen Nygaard.

Selvom Egedal Kommune endnu engang er gået tilbage i forhold til byggesagsbehandlingstid, så viser analysen, at kommunen er blevet bedre til udlicitering på tekniske områder, ligesom administrationsgebyr på erhvervsaffald er gået fra 770 kroner i 2016 til 544 kroner i 2017.

Skal være i top-25

Derudover kan det nævnes, at dialogmøder i forhold til udbudspolitik er gået fra “hvert andet år” i 2016 til “hvert år” i 2017.

“Det er vigtigt, at vi har en klar ambition om at blive mere erhvervsvenlige. Den nye analyse er et skridt i den rigtige retning, men vi kan og skal gøre det bedre,” siger Jens Jørgen Nygaard, som mener, at Egedal har stort potentiale.

“Vi skal have en målsætning om at ligge blandt de 25 bedste kommuner i Danmark. Vi ligger godt placeret i et område med masser af muligheder, så vi kan gøre det bedre,” siger Jens Jørgen Nygaard.

Forbilledet Frederikssund

De to mest erhvervsvenlige kommuner er Billund og Vejen, men på tredjepladsen finder man Egedals nabokommune Frederikssund, og netop Frederikssund bør Egedal kigge nærmere på, mener Jens Jørgen Nygaard.

“De gør det rigtig godt på erhvervsområdet, hvilket placeringen også viser, så dem kan vi godt kigge over skulderen for at se, hvordan de gør tingene. Det kan sagtens være, at vi kan få ideer, som vi kan implementere i Egedal,” siger Jens Jørgen Nygaard.

Hos Dansk Byggeri er man godt klar over, at analysen ofte bliver mødt med en anelse irritation hos de kommuner, som ikke klarer sig så godt.

“Det er ikke altid, at vi bliver mødt med åbne arme, når vi vender tilbage til en kommune for at komme med råd og vejledning til at forbedre en erhvervsvenlighed, men vi er interesseret i at se løsninger og handling. Derfor holder vi dem til ilden,” siger Jørgen Simonsen, som ikke lægger skjul på vigtigheden af at tilbyde gode erhvervsvilkår.

“Kommunen er jo den offentlige myndighed, som vores medlemsvirksomheder oftest er i berøring med, og vi mener i Dansk Byggeri Nordsjælland, at det må medføre, at kommunen tilrettelægger gode sagsgange, men også at de kommunalpolitiske beslutninger skaber gode rammer for erhvervslivet - rammer, som ikke stiller de lokale virksomheder ringere end virksomheder andre steder i landet,” siger han.

Publiceret: 01. August 2017 06:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Egedal

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt