Selvom Værebro Ådal i længere perioder har været oversvømmet af urenset spildevand og regnvand, så har det ikke påvirket kvaliteten af grundvandet i området. Det fortæller Københavns Energi. (Arkiv foto)

Selvom Værebro Ådal i længere perioder har været oversvømmet af urenset spildevand og regnvand, så har det ikke påvirket kvaliteten af grundvandet i området. Det fortæller Københavns Energi. (Arkiv foto)

Vandværk:

Grundvandet er ikke forurenet

Grundvandet i Værebro Ådal er ikke påvirket af oversvømmelserne med urenset spildevand, fortæller Københavns Energi, som tager ekstra prøver, når området står under vand. Firmaet ser meget gerne at oversvømmelserne bliver stoppet

Af
Jesper Kappel

Jesper Kappel

Oversvømmelserne af Værebro Ådal med urenset spildevand fra rensningsanlæg har ikke påvirket grundvandet og dermed drikkevandet i området. Det fortæller Københavns Energi, som har mange boringer i ådalen
"Så vidt som jeg er blevet orienteret, så har vi ikke fundet bakterier i det vand, som vi pumper op fra området," fortæller Anne Scherfig Kruse, sektionsleder hos Københavns Energi.
Hun fortæller, at når området omkring Værebro Å har været oversvømmet, så har Københavns Energi taget ekstra vandprøver for at være sikker på, at kvaliteten er i orden. Oversvømmelserne er sket, når der har været voldsomme regnvejr, hvilket har betydet, at rensningsanlæggene ikke har kunnet klarer at rense alt vandet og derfor har været nødt til at udlede urenset spildevand ud i åen. Disse ekstra vandmængder har betydet, at åen er gået over sine bredder.

Ingen oversvømmelser tak

København Energi er bekymret over oversvømmelserne i Værebro Ådal – lige som ved andre oversvømmelser. På spørgsmålet om Københavns Energi er tilfreds med den måde, som Egedal Kommune administrerer deres ansvar, de har for Værebro Ådal, siger Anne Scherfig Kruse efter en kort pause:
"Jeg er tilfreds med den dialog, vi har med Egedal Kommune. Vi vil dog helst være foruden oversvømmelserne, og vi ser gerne en løsning, så disse oversvømmelser ikke sker i fremtiden," siger Anne Scherfig Kruse.

Færre boringer

I øjeblikket er Københavns Energi ved at reducere antallet af vandboringer i Værebro Ådal. I øjeblikket har man omkring 25, men det tal kommer ned på omkring 15. Grunden til dette er, at man fremover vil hente vandet op fra jorden på en ny måde. Det betyder, at man i fremtiden ikke skal bruge det samme antal boringer. I dette arbejdet tager man også hensyn til, hvor risikoen for oversvømmelser er mindst.

Publiceret 13 April 2012 07:00